Hjertet producerer natriuretiske peptidhormoner. De anvendes i dag primært som værdifulde biomarkører ved kronisk hjertesvigt. Som behandling har peptiderne desværre haft flere begrænsninger end ønskelige effekter. Men et nyt studie viser, at antistoffer rettet mod receptoren for natriuretiske peptider inducerer lovende effekter på centrale hæmodynamiske mål. Dermed er et nyt kapitel indledt for behandling af kronisk hjertesvigt.
Professor Andreas Hougaard Laustsen-Kiel, Center for Antibody Technologies, Danmarks Tekniske Universitet, kommenterer: »Set med lægemiddeludviklingsøjne er studiet meget lovende, idet et humant monoklonalt antistof er særligt egnet til at fungere som lægemiddel, og idet hele den videre udviklingsproces er ,plug-and-play’. Monoklonale antistoffer er den største enkeltgruppe af lægemiddelkandidater, der p.t. er i klinisk udvikling, hvilket betyder, at alle metoder til at karakterisere, teste, f.eks. for immunogenicitet og toksicitet, og producere dem i storskala allerede er etablerede, hvilket på ingen måde er tilfældet, hvis man arbejder med en helt ny type molekyle. Derfor har et monoklonalt antistof, der testes i kliniske studier, typisk 20-25% sandsynlighed for at blive godkendt som lægemiddel, hvorimod mere konventionelle lægemidler, f.eks. small molecules, ligger på 10-13%. Et par medvirkende årsager til denne højere succesrate findes formentligt i, at monoklonale antistoffer er særligt kompatible med menneskekroppen, at de kan designes til at være ekstraordinært specifikke, således at de ikke har alle mulige off-target-effekter, som kan inducere bivirkninger, og at de har en særligt lang halveringstid i blodet, typisk ca. tre uger, om end dette kan optimeres til flere måneder gennem antibody engineering«.
Interessekonflikter ingen
