Spiral er en god og effektiv præventionsløsning. Der findes to typer: kobberspiral og gestagenspiral. I Danmark bliver der solgt ca. 33.200 gestagenspiraler og 13.000-15.000 kobberspiraler pr. år [1] (salget af kobberspiraler er ikke registreret siden 1993, hvor de ændrede status til medicinsk udstyrsprodukt). Ud over den antikonceptive effekt kan gestagenspiralen anvendes ved blødningsforstyrrelser, endometriose og som gestagenbehandling af endometriet i forbindelse med systemisk behandling med østrogen, hvorimod kobberspiralen kun bruges til antikonception og nødprævention.
Menoragi og dysmenoré er de hyppigste årsager til fjernelse af kobberspiraler [2]. Hos gestagenspiralbrugere er det metroragi og dysmenoré, der fører til fjernelse af spiralen før tid, oftest i løbet af det første år [3, 4].
Ekspulsion af spiralen kan være total eller partiel, og risikoen afhænger blandt andet af kvindens alder, paritet og oplægningsteknikken. Risikoen er størst den første tid efter oplægningen [4-7].
Information til kvinden inden oplægning om de mest almindelige bivirkninger er afgørende for patienttilfredsheden, forsat brug af spiralen og dermed sikring af en lav seponeringsrate [7-9]. Der opstår desværre graviditeter på trods af spiralbrug. Pearl index for henholdsvis kobber- og gestagenspiral ligger på 0,5-3 [1, 6, 9] og 0,09-0,1 [2, 7, 9, 10].
Formålet med undersøgelsen var at belyse årsager til, at kvinder i almen praksis, får fjernet deres spiral, og om der er forskel på, hvad der ligger til grund for seponering af hhv. kobberspiraler og gestagenspiraler.
MATERIALE OG METODER
Der blev foretaget en retrospektiv undersøgelse via journalgennemgang, og årsagerne, der lå til grund for fjernelse af spiralerne, blev opdelt i følgende:
– Gener.
– Ekspulsion.
– Graviditet på trods af spiral.
– Graviditetsønske.
– Tiden udløbet.
– Andre årsager.
DATAINDSAMLING
Data blev indsamlet i Lægehuset i Brande, hvortil der er knyttet ca. 9.600 patienter. Data blev trukket fra MedWin-systemet om kvinder, der forsat var i live og havde antikonceptionelle midler til lokal applikation (spiral og p-ring) registreret på udskrevet recept i en tiårig periode 1. juni 2001-1. juni 2011.
RESULTATER
Data omfattede 290 kvinder. I alt 52 kvinder blev ekskluderet enten på grund af p-ring (27), eller fordi de ikke havde fået opsat spiralen (25). Tilbage var 238 kvinder, der havde fået oplagt en eller flere spiraler i den tiårige periode.
Hos de 238 kvinder blev der opsat 339 spiraler: 187 kobberspiraler (55%) og 152 gestagenspiraler (45%). Indikationen for oplæggelse af gestagenspiral fordelte sig som følgende: antikonception (111 stk.), blødningsforstyrrelser (40 stk.) og endometriose (1 stk.).
Af det totale antal anlagte spiraler blev 33 kobberspiraler (18%) og 20 gestagenspiraler (13%) fjernet før tid på grund af gener (Tabel 1).
Hos de kvinder, hvor gestagenspiralen var oplagt i antikonceptionelt øjemed (111 stk.), blev 15 spiraler fjernet på grund af gener (Tabel 2).
Blødningsforstyrrelser og smerter var angivet som de hyppigste gener, og henholdsvis 29 kobberspiraler (16%) og otte gestagenspiraler (7%) blev fjernet af disse årsager.
Infektionsraten var lav og tilnærmelsesvis ens i begge grupper (< 1%).
Tre kvinder fik fjernet gestagenspiralen på grund af hormonel påvirkning (3%). Bivirkninger, der blev registreret, var: akne, migræne, depression og androgene bivirkninger.
Af de 187 kobberspiraler var 64 (34%) fortsat i brug den 1. juni 2011, og af de 152 gestagenspiraler var 88 (58%) forsat i brug.
Ekspulsionsraten var 5% af alle oplagte gestagenspiraler og 3% af kobberspiralerne.
I den tiårige periode blev fem kvinder gravide med kobberspiral (3%), hvorimod ingen blev gravide med gestagenspiral. Der blev ikke registreret nogen ekstrauterine graviditeter i perioden. Ved to af de opståede graviditeter lå spiralen i cervikalkanalen, hvilket blev verificeret ved ultralydundersøgelse. Spiralens placering var ukendt i de tre andre tilfælde. Af de fem kvinder, der fik påvist graviditet, gennemførte tre kvinder en normal graviditet, en aborterede fem dage efter erkendt graviditet, og en fik foretaget en provokeret abort.
I den tiårige periode blev der foretaget 99 spiralskift. Seksogfyrre fra kobber til kobber, 26 fra gestagen til gestagen, 26 fra kobber til gestagen og et fra gestagen til kobber.
DISKUSSION
Da vi ønskede at sammenligne de gener, der førte til seponering af de to spiraltyper, valgte vi her udelukkende at medtage de gestagenspiraler, der var oplagt på antikonceptionel indikation, således at de to spiralgrupper var mere sammenlignelige.
Opgørelsen viste, at flere kobberspiraler end gestagenspiraler blev fjernet på grund af gener.
Studier viser, at 6-15% af kobberspiralbrugerne får fjernet spiralen på grund af blødning og eller smerter i løbet af det første år [2-4], den femårige kumulative rate er på 27% [7]. I vores opgørelse blev 16% af de oplagte kobberspiraler fjernet før tid på grund af blødning og eller smerter.
Den kumulative rate for fjernelse på grund af blødningsforstyrrelser og eller smerter ved brug af gestagenspiral er på 8,3-19,6% [4, 7]. Otte (7%) af de seponerede gestagenspiraler i vores opgørelse blev fjernet på grund af smerter og eller blødning.
Opgørelsen viste, at andelen af infektioner, der førte til fjernelse af spiralen, var lav i begge grupper (< 1%). Dette svarer til, hvad der er fundet i litteraturen, hvor andelen var på ≤ 2% efter fem år [4].
Tre kvinder (3%) fik fjernet en gestagenspiral på grund af hormonel påvirkning. Kumulationsraten over fem år var 8,4% [4]. Det forventes, at flere faktorer spiller ind, når en kvinde vælger at få fjernet sin spiral på grund af gener.
Der kan være en sammenhæng mellem prisen på spiralen og de gener, man som kvinde er villig til at acceptere inden fjernelse.
Ekspulsionsraten ligger normalt på 2-10% ved begge spiraltyper [4, 5]. I vores undersøgelse lå den i den lave ende på 3% ved kobber- og 5% ved gestagenspiraler.
Ud fra materialet fremgår det, at fem kvinder blev gravide med kobberspi raler (3% af de oplagte kobberspiraler), hvorimod der ikke forekom graviditeter hos kvinder med gestagenspiral. Hos Andersson et al lå den femårige kumulationsrate for graviditet på 4,2% for kobber- og 0,3% for gestagenspiral [4], hvilket stemmer overens med vores fund.
Generelt fandt man tilfredshed ved brug af begge spiraltyper i form af, at langt hovedparten af spiralerne i den tiårige periode enten var i brug, fjernet på grund af graviditetsønske eller, at tiden var udløbet. Det gjaldt for 68% af kobberspiralerne og 73% af gestagenspiralerne.
Ved udvælgelsen medtog vi ikke patienter, der havde fået ordineret spiral andetsteds fra. Derudover kan kobberspiraler købes i håndkøb, og i de tilfælde hvor dette er sket, er kvinderne ikke medtaget i undersøgelsen.
KONKLUSION
Generelt er der stor tilfredshed med brug af begge spiraltyper set over den tiårige periode. Der er registreret flere gener hos kvinder med kobberspiral end hos kvinder med gestagenspiral. Blødningsforstyrrelser og dysmenoré var de hyppigste årsager til fjernelse af spiral før tid hos kvinder i almen praksis.
KORRESPONDANCE:Line Kolding, Kvindeafdelingen, Regionshospitalet Viborg, Heibergs Allé 4, 8800 Viborg. E-mail: line_kolding@hotmail.com
ANTAGET: 29. august 2012
FØRST PÅ NETTET: 19. november 2012
INTERESSEKONFLIKTER: Hent PDF
TAKSIGELSER: Forfatterne takker Lægehuset i Brande, Richard Nevil Farlie og Simon Johannessen.
src="/LF/images_ufl/ufl_graa.gif">
-
http://www.dsog.dk/hindsgavn/Cu-IUD-09.pdf (5. sep 2011).
-
Hubacher D, Chen P, Park S. Side effects from the cobber IUD: do they decrease over time? Contraception 2009;79:356-62.
-
Hubacher D, Reyes V, Lillo S et al. Preventing copper intrauterine device removals due to side effects among first-time users: randomized trial to study the effect of prophylactic ibuprofen. Hum Reproduct 2006;21:1467-72.
-
Andersson K, Odlind V, Rybo G. Levonorgestrel-releasing and copper-releasing (Nova T) IUD during five years of use: a randomized comparative trial. Contraception 1994;49:56-72.
-
http://pro.medicin.dk/Laegemiddelgrupper/Grupper/141010 (1. okt 2011).
-
Grimes DA, Lopez LM, Schulz KF et al. Immediate postabortal insertion of intrauterine devices. Cochrane Database Syst Rev 2010;(6):CD00177.
-
Andersson K. The levonorgestrel intrauterine system: more than a contraceptive. Eur J Contracept Reprod Health Care 2001;6(suppl 1):15-22.
-
Pakarinen P, Toivonen J, Luukkainen T. Randomized comparison of levonorgestrel- and cobber-releasing intrauterine systems immediately after abortion, with 5 years’ follow-up. Contraception 2003;68:31-4.
-
Fantasia HC. Options for intrauterine conception. JOGNN 2008;37:375-83.
-
http://www.dsog.dk/hindsgavl/gestagenspiral-09.pdf (5. sep 2011).