Akademisk afhandling
Aspects of insulin resistance and physical fitness in first-degree relatives of patients with type 2 diabetes
31. okt. 2005
2 min.
Ph.d.-afhandlingen udgår fra Medicinsk-endokrinologisk Afdeling M, Århus Universitetshospital, samt farmakologisk institut, Aarhus Universitet.
Raske førstegradsslægtninge til patienter med type 2-diabetes (relativer) er ofte insulinresistente, har nedsat fysisk arbejdsevne (VO2max ) og flere insulinresistente type 2b-fibre i skeletmuskulaturen. Det var vores hypotese, at dette kunne være primære abnormiteter i patofysiologien bag type 2-diabetes, og dermed påvirke evnen til at respondere på længerevarende (ti uger) fysisk træning. Hovedkonklusionerne fra undersøgelsen er, at både relativer og en kontrolgruppe er i stand til at øge insulinfølsomhed og VO2max komparabelt. Andre fund i studiet indicerer dog muskulære abnormiteter hos relativer, muligvis associeret til mitokondriedysfunktion.
Vi undersøgte, om dele af den makroangiopatiske sygdom relateret til type 2-diabetes (endoteldysfunktion) kan ses hos relativer, og om sådanne mulige abnormiteter ville kunne påvirkes af motion. Studiet viste, at relativer kun har diskrete tegn på endoteldysfunktion, og at man med normal endotelfunktion kun ser få ændringer efter fysisk træning.
Endelig undersøgtes en potentiel genetisk indflydelse på evnen til at respondere på motion. Vores resultater støtter tidligere rapporter, at type 2-diabetes er relateret til en lavere hyppighed af Pro12Ala-polymorfien. Hverken denne eller ACE I/D-polymorfien synes at have betydning for evnen til at øge insulinfølsomhed og VO2max med motion. Pro12Ala-polymorfien var associeret med størrelsen af vægtændringer hos relativer.