Skip to main content

Assessment of the importance of forensic examination for victims of sexual violence - emphasis on legal consequences and prevention of postassault trauma

Læge Ole Ingemann Hansen: Forf.s adresse: Retsmedicinsk Institut, Brendstrupgaardsvej 100, DK-8200 Århus N. E-mail: oih@forensic.au.dk Forsvaret finder sted den 3. oktober 2008, kl. 14.00, Patologisk Auditorium, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital, Nørrebrogade 44, Århus C. Bedømmere: Axel Forman, Peter Mygind Leth og Berit Schei, Norge. Vejledere: Ole Brink, Svend Sabroe, Ask Elklit og Annie Vesterby .

26. sep. 2008
2 min.

Denne ph.d.-afhandling omfatter tre originalartikler baseret på epidemiologiske studier udført på Center for Voldtægtsofre, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital, Retsmedicinsk Institut, Aarhus Universitet og Østjyllands Politi.

Man har i befolkningsundersøgelser anslået, at 4.000-5.000 danske kvinder hvert år udsættes for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Mange har det dårligt meget længe efter. Derfor er større viden om voldtægtens indhold essentiel for at forhindre, at det sker, og hvis det sker da at sikre den bedste sundhedsmæssige behandling. Med oprettelsen af centre for voldtægtsofre er der nu mulighed for at få nuanceret viden om en større andel af dem, der udsættes for seksualiseret vold. Samtidig mangler der opgørelser over rettens brug af den retsmedicinske undersøgelse, og om den er tilpasset nutidens behov.

Formålet med studiet var at analysere de epidemiologiske, retsmedicinske, retslige og helbredsmæssige aspekter af seksualiseret vold, herunder påvisning af særlige risikofaktorer for overgreb, dom og helbredsmæssige konsekvenser.

Undersøgelsen er baseret på ofre, der i en femårig periode har angivet sig udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg i Århus Amt. En spørgeskemaundersøgelse blev foretaget for at bestemme omfanget af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) og forekomsten af underlivs- og rygsmerter i efterforløbet af den seksualiserede vold.

Den årlige incidensrate var for kvinder 29 pr. 100.000 indbyggere i alderen 12-87 år, for mænd en pr. 100.000. Det fandtes et mørketal på 1,3 pr. 100.000. 45% opfyldte diagnosekriteriet for PTSD, og yderligere 24% havde subklinisk PTSD. Overgriberens brug af fysisk vold sås signifikant hyppigere ved partner- og overfaldsvoldtægt. Unge havde en fire gange forhøjet risiko, og indtagelse af alkohol fordoblede risikoen for, at et overgreb skete et offentligt sted. Den stærkest associerede faktor for dom var rapporteret brug af svær vold fra overgriberens side (odds-ratio: 7,1; 95% konfidensinterval: 1,8-27,3). Ingen af de retsmedicinske fund var associeret med det retslige udfald dom. Begge somatoforme symptomer var associeret med PTSD, hvilket kunne indikere, at smerten kan fungere som en uafhængig betinget stimulus for PTSD.

Studiet frembyder ny viden om seksualiseret vold ved at inddrage ofre, der ikke har anmeldt overgrebet og ikke er lægeundersøgt. Forebyggelse er vigtig, da rigtig mange af ofrene har en behandlingskrævende posttraumatisk belastningsreaktion selv flere år efter overgrebet. Fremtidige præventive tiltag kan målrettes de påviste risikogrupper. Nye undersøgelser om politiets brug af den retsmedicinske erklæring og om den psykologiske opfølgnings varighed er påtrængende.