Resultat fra årsrapporten, 1. juli 2023 – 30. juli 2024.
Atrieflimren i Danmark fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK).
Databasen for Atrieflimren i Danmark (AFDK) har til formål at sikre kvaliteten i behandlingen af atrieflimren (AF) ved efterlevelse af de kliniske retningslinjer formuleret af Dansk Cardiologisk Selskab (DCS). I år blev 22.073 incidente og 136.420 prævalente patienter registreret.
Resultaterne viser, at blodfortyndende behandling iværksættes rettidigt og med beskeden regional variation. Fem år efter diagnosen, er 87 % af patienterne fortsat i behandling.
Patientuddannelse har dog stadig et stort forbedringspotentiale. Kun 16 % deltager i et struktureret tilbud indenfor det første år efter at have fået diagnosen AF, med de højeste andele i Randersklyngen (42 %), Midtklyngen (58 %) og Sundhedsklynge Sønderjylland (43 %). De nye guidelines fra European Society of Cardiology (ESC) [1], som DCS har tilsluttet sig, fremhæver patientuddannelse som en central del af behandlingen. ESC anbefaler en patientcentreret tilgang, hvor patienter og sundhedspersonale samarbejder om beslutningsprocesser så patienten opnår redskaber til egenomsorg. Det er op til regionerne at sikre strukturerede tilbud og systematisk henvisning. ESC-guidelines beskriver undervisningens centrale elementer, og et dansksproget materiale findes i den aktuelle AFDK årsrapport.
ESC har introduceret AF-CARE-modellen for at sikre en helhedsorienteret behandling og omsorg af patienter med AF. Modellen dækker [C] kontrol af risikofaktorer og komorbiditeter, [A] forebyggelse af tromboemboli, [R] symptomkontrol gennem frekvens- og rytmestyring samt [E] evaluering og dynamisk revurdering. Når diagnosen er stillet i specialiseret regi, vil den løbende revurdering primært ske i almen praksis. ESC understreger vigtigheden af en koordineret og integreret indsats på tværs af sektorer. AFDK har taget hul på udviklingen og afrapporterer i år med afsæt i patienternes bopæl i de 21 sundhedsklynger, så sundhedsvæsenet får et fælles datagrundlag for forbedringsarbejdet. I 2027 bliver Sundhedsklynger til Sundhedsråd, som får et entydigt forvaltningsansvar for alle patienter i de geografiske områder.
Databasen lægger op til en indsats på to ben. Alle parter skal fortsat fokusere på kvaliteten for egne patienter (behandlingsansvar), men ingen slipper for et systematisk fokus på kvaliteten for den samlede patientgruppe (populationsansvar). Reformen tilsiger, at regionerne tager initiativet i denne bevægelse. Det indebærer, at de specialiserede miljøer vender sig ud imod almen praksis og understøtter indsatsen for de mange, så chancerne for et godt liv med atrieflimren øges for alle.
Årsrapporten har været i kommentering hos alle regioner.
Hele årsrapporten kan læses på sundk.dk:
https://sundk.dk/kliniske-kvalitetsdatabaser/atrieflimren-i-danmark-afdk/viden/
Referencer
- European Society of Cardiology. 2024 Guidelines for the management of atrial fibrillation. ESC Clinical Practice Guidelines. https://www.escardio.org/Guidelines/Clinical-Practice-Guidelines/Atrial-Fibrillation (21. marts 2025).