Atypisk udseende korneal abrasion

Nita Nishanthiny Ganeshavel
En 40-årig mand blev henvist fra Fælles Akutmodtagelse til vurdering af atypisk udseende abrasion i venstre øje. Patienten havde arbejdet med vinkelsliber dagen inden. Han vågnede om morgenen med kraftige smerter og synssløring i venstre øje. Han var lysfølsom, og øjet løb i vand.
Ved objektiv undersøgelse sås flouresceinfarvbare, vertikale, lineære epiteldefekter, der fremstod mere uregelmæssige i nedre tredjedel af cornea. Ved øjenlågsvending gjordes fund af mikroskopisk metalfragment lateralt under øvre øjenlåg. Fremmedlegemet blev fjernet med vatpind, og patienten blev opstartet i forebyggende behandling med chloramphenicolsalve fire gange dagligt i fem dage.
Ved anamnestisk mistanke om et fremmedlegeme og ved fund af længdegående, stribeformet korneal abrasion skal det overvejes, om fremmedlegemet kan sidde under øjenlåget og ved blinken forårsage vertikale epiteldefekter på hornhindens overflade. Derfor bør der også gøres øjenlågsvending ved objektiv undersøgelse af korneal abrasion.
Korrespondance. Nita Nishanthiny Ganeshavel. E-mail: Nisha202@hotmail.com
Antaget 27. juni 2025
Publiceret på ugeskriftet.dk 29. september 2025
Interessekonflikter ingen. Forfatteren har indsendt ICMJE Form for Disclosure of Potential Conflicts of Interest. Denne er tilgængelig sammen med artiklen på ugeskriftet.dk
Artikelreference Ugeskr Læger 2025;187:V73050
doi 10.61409/V73050
Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0