Skip to main content

Auditory evoked potentials (AEP) for the measurement of depth of anaesthesia

Læge Stephan Alpiger: Forf.s adresse: Søndergade 76, 1., DK-5500 Middelfart. E-mail: alpiger@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 16. juni 2005, kl. 15.00, Auditorium »På Bjerget«, Vejle Sygehus. Bedømmere: Steen W. Henneberg, Johan Ræder , Norge, og Finn Jørgensen . Vejleder: Helle Ørding .

31. okt. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra anæstesiafdelingerne på henholdsvis Odense Universitetshospital og Vejle Sygehus. Afhandlingen bygger på tre publicerede artikler.

Baggrund: En væsentlig del af klinisk anæstesi er at sørge for, at patienterne sover under operationen. Der eksisterer en vis usikkerhed i det kliniske arbejde i at bedømme, hvorvidt en patient er anæsteseret i den passende søvndybde. Dette indebærer risiko for alvorlige komplikationer. Derfor er det ønskeligt at kunne måle søvndybde objektivt under generel anæstesi. Et andet aspekt i det kliniske arbejde som anæstesiolog er, at det vil være ønskeligt at kunne forudsige, om en patient er velforberedt til en stærk stimulus som fx intubation. Kostbare søvndybdemålere er ved at blive indført på de danske operationsstuer. Ph.d.-studiet ses som en kritisk vurdering med fokus på den kliniske anvendelighed.

Formål: En ny søvndybdemåler som anvender det EEG-baserede princip »auditory evoked potentials«, testes for sin præcision og sin styrke i at forudsige, om en patient er velforberedt til to veldefinerede stimuli: indførelsen af en larynxmaske og intubationen. Begge håndgreb udføres hyppigt og har til formål at sikre patienten en fri luftvej under generel anæstesi.

Metode: Tre kliniske undersøgelser, to af dem dobbeltblindede og randomiserede, med 241 patienter i alt.

Resultater: Præcisionen af målingerne var tilfredsstillende. AEP kunne forudsige 90% sandsynlighed for tilfredsstillende betingelser til indførelsen af larynxmasken og intubationen. I en post hoc-analyse viste det sig dog, at koncentrationen af anæstesigas i udåndingsluften var en bedre prædiktor og bedre egnet til formålet.