Skip to main content

Bariatrisk kirurgi forbedrer fertiliteten hos kvinder med PCOS

Kvinder med polycystisk ovariesyndrom (PCOS) har stærkt nedsat ovulation og skal ofte i fertilitetsbehandling for at opnå graviditet. Et nyt studie har undersøgt effekten af bariatrisk kirurgi på spontan ovulation hos kvinder med PCOS.

Redigeret af Camilla Dalby Hansen, camilla.dalby.hansen@rsyd.dk

3. sep. 2024
2 min.

Polycystisk ovariesyndrom (PCOS) er den mest almindelige endokrinologiske tilstand blandt kvinder i den fødedygtige alder, med en prævalens på op til 18%. Tilstanden er associeret med overvægt og metabolisk dysfunktion, og kvinder med PCOS har 15 gange højere risiko for anovulatorisk infertilitet og 2-3 gange højere risiko for negative graviditetsudfald.

Professor og overlæge Pernille Ravn fra Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Odense Universitetshospital kommenterer: »Studiet var multicenter-, open-label RCT og undersøgte 80 kvinder med PCOS og BMI 35 kg/m2 eller større og alder mindst 18 år; 31 år i gennemsnit. Kvinderne blev randomiseret 1:1 til enten gastric sleeve-operation eller medicinsk vægttabsbehandling med metformin op til 1 g 2 × dagl. og orlistat op til 120 mg 3 × dagl. i kombination med adfærdsstøtte. Interventionen varede i 52 uger med 40 deltagere i hver arm, og primært outcome var antal ovulationer bekræftet med progesterontest. De opererede opnåede 6 (IQR: 3,5-10) og de medicinsk behandlede 2 (IQR: 0-4,0) spontane ovulationer. Dette svarede til 2,5 × flere spontane ovulationer i den opererede gruppe. Den opererede gruppe tabte sig 28,8%, mens den medicinsk behandlede gruppe tog 2,5% på. Denne forskel til fordel for operation afspejlede sig også i antropometriske og kardiovaskulære risikofaktorer, i biokemisk hyperandrogenisme samt livskvalitet og psykisk helbred. Der var ingen alvorlige komplikationer til operationen, og studiet viste, at gastric sleeve-operation er et kirurgisk set sikkert indgreb hos yngre og i øvrigt raske kvinder. Ikke desto mindre var studiet designet før glukagonlignende peptid 1-receptoragonister blev klinisk tilgængelige til medicinsk vægttab; en lægemiddelgruppe, som kan forventes at medføre lignende vægttab, som vi ser det ved kirurgisk behandling. Studiet viser, hvor stor betydning et større vægttab har ved svær overvægt og PCOS, og bestyrker, hvor vigtigt fokus på vægten er for bl.a. ovulation og fertilitet ved overvægt og PCOS.

Interessekonflikter ingen