Barn med fraktur af os capitatum og os triquetrum

Frakturer af håndrodsknoglerne hos børn er meget sjældne og udgør 3,9% af alle frakturer i håndledsregionen [1]. Blot 1-2% af disse er frakturer af os capitatum og os triquetrum [2]. Os capitatum er den første håndrodsknogle, der ossificeres, hvilket begynder 2-3 måneder efter fødslen. Herefter følger os hamatum og os triquetrum i treårsalderen og de resterende knogler, når barnet er 4-7 år [3]. Ossificeringen er komplet i 13-15-årsalderen [4]. Pga. den store bestanddel af brusk, frakturerer håndrodsknoglerne hos børn oftest ved højenergitraumer. Men frakturer ses også som følge af fald på strakt arm eller et slag direkte mod håndroden. Den sene ossifikation bevirker samtidig, at frakturer er vanskelige at diagnosticere på konventionelle røntgenoptagelser. Diagnosen bliver derfor ofte forsinket og usikker.

Diagnosen bliver hos ca. to tredjedele af patienterne stillet ved den primære røntgenundersøgelse. Hos resten bliver frakturen diagnosticeret ved en sekundær røntgenundersøgelse 4-12 dage senere [1]. Hvis frakturer i håndroden hos børn diagnosticeres og behandles tidligt, er der god prognose for heling og fuld bevægelighed. I modsætning til behandling hos voksne, hvor blot 52% genvinder fuld bevægelighed trods tidlig behandling [2].

Ved systematisk gennemgang af litteraturen er der ikke fundet tilfælde, hvor der er beskrevet fraktur af både os capitatum og os triquetrum hos børn under ti år [1, 5].

SYGEHISTORIE

En syvårig dreng blev behandlet på skadestuen efter at have fået klemt venstre hånd mellem kanten af et skolebord og gulvet. Ved en objektiv undersøgelse fandt man misfarvning både dorsalt og volart over håndroden. Han var tydeligt smertepåvirket ved både direkte og indirekte undersøgelse af håndroden. Bevægeligheden i hånden var ophørt pga. smerter. En røntgenoptagelse viste fraktur af os capitatum og os triquetrum (Figur 1). Samme dag blev der foretaget CT af venstre hånd for verificering af diagnosen samt udelukkelse af øvrige frakturer og dislocering med betydning for behandlingen (Figur 2). Frakturerne i os capitatum og os triquetrum var udislocerede og egnede til konservativ behandling. Der blev anlagt en dorsal gipsskinne. Ved ambulant kontrol syv dage posttraumatisk var der bedring smertemæssigt. En røntgenoptagelse viste uændret stilling af frakturerne. Ved ambulant kontrol fire uger efter traumet viste en røntgenoptagelse begyndende kalcifikation af frakturen, klinisk var der smertefrihed. Patienten blev henvist til ergoterapi. Efter seks måneder havde han normal bevægelighed og god kraft i
håndroden ved belastning.

DISKUSSION

Os scaphoideum er den håndrodsknogle hos børn, som hyppigst frakturerer, og frakturen findes som oftest isoleret [2]. De øvrige håndrodsknogler frakturerer i kombination med andre håndrodsknogler [4]. Ved diagnosticering af en fraktur i håndroden bør man derfor rette opmærksomheden på eventuelle frakturer i de øvrige håndrodsknogler. Mindre knogleafsprængninger er en hyppig følgeskade og kan være årsag til langvarige smerter, hvis de ikke behandles [4]. Ligamenterne i håndroden er meget eftergivelige, og der ses sjældent skader hos børn, men det er dog beskrevet i litteraturen [5].

Konservativ behandling med en dorsal gipsskinne i 3-4 uger er den mest almindelige behandling af håndrodsfrakturer hos børn. Kun ved en større frakturdislocering er der indikation for intern osteosyntese [4]. Prognosen ved udislocerede frakturer i håndroden hos børn er god.

Hvis frakturerne i håndroden overses med manglende behandling til følge, er der risiko for avaskulær nekrose og nonunion. Avaskulær nekrose ses tilfældigt hos 10% af alle børn med håndrodsproblemer. Disse avaskulære nekroser menes at være relateret til tidligere oversete frakturer/traumer [2]. Nonunion er beskrevet hos 1,4% efter konservativ behandling, også her skyldes det forsinket diagnostik og behandling [1].

Den lave forekomst af frakturer i håndroden og den sene ossification hos børn gør diagnostikken vanskelig. Hos børn med relevante traumer i anamnesen og kliniske tegn på fraktur bør man foretage en paraklinisk udredning. Røntgenundersøgelse anbefales som den primære modalitet, men CT kan være nødvendig for at afgøre, om der er yderligere frakturer eller mindre knogleafsprængninger. Hvis der er vedvarende gener fra håndroden anbefales det at foretage en MR-skanning for at afklare, om der er skader på brusk og ligamenter.

På trods af et inkonklusivt resultat af en røntgenundersøgelse bør man ikke afholde sig fra immobilisering med en dorsal gipsskinne af håndleddet, hvis den kliniske undersøgelse giver mistanke om fraktur.

Korrespondance: Karen Larsen Romme. E-mail: karrom@rm.dk

Antaget: 12. december 2018

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 21. januar 2019

Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk