Skip to main content

Begivenheder i Dansk Hovedpine Selskab i 2012

Signe Bruun Munksgaard & Messoud Ashina Dansk Hovedpine Selskab

18. mar. 2013
3 min.

Dansk Hovedpine Selskab (DHOS) blev grundlagt i 1969 af aktive, danske hovedpineforskere og er vokset støt igennem årene. Selskabet er et videnskabeligt selskab, hvis formål er at skabe et forum for udveksling af nye forskningsresultater og erfaringer vedrørende hovedpine. Selskabet ønsker at fremme viden om hovedpine blandt danske læger, blandt andre, der er beskæftiget i sundhedssektoren, og i almenheden. Dette opnås gennem afholdelse af møder, symposier, konferencer, debatter og kurser. I 2010 udarbejdede selskabet et nationalt referenceprogram for hovedpine og ansigtssmerter; programmet kan downloades på DHOS’ hjemmeside [1]. DHOS er medlem af International Headache Society (IHS) og European Headache Federation (EHF) og antallet af medlemmer er 79.

2012 har været et begivenhedsrigt år i DHOS.

The International Association for the Study of Pain (IASP) havde fra oktober 2011 til oktober 2012 en årskampagne for at øge fokus på hovedpine [2], og DHOS har derfor haft et stort samarbejde med både Dansk Smerte Forum og IHS samt IASP.

I april 2012 afholdt Scandinavian Association of the Study of Pain og Dansk Smerte Forum fælles årsmøde i Aarhus og havde arrangeret en længere session om hovedpine, der blev modtaget positivt og gav anledning til afholdelse af det første fællesmøde imellem DHOS og Dansk Smerte Forum, som foregik den 1. oktober 2012.

Den 5.-7. oktober 2012 blev der afholdt et fælles symposium for IHS og IASP. Der blev her lagt vægt på overlappet mellem smerte og hovedpine, bl.a. var der sessioner om neuro-imaging og de perifere og centrale mekanismer ved kroniske smerter.

Den 18.-20. maj arrangerede DHOS i samarbejde med Dansk Hovedpinecenter The 1st International Headache Academy-møde med deltagelse af over 100 hovedpineforskere. Mødets formål var at skabe et forum blandt yngre hovedpineforskere og -læger fra forskellige europæiske lande med mulighed for at diskutere de seneste forskningsresultater og almindelige patientrelaterede problemstillinger i hovedpinecentre. Der var også afsat tid til en rundvisning i Dansk Hovedpinecenter, både i Forskerparken Glostrup og i den kliniske forskning. Mødet gav anledning til spændende diskussioner og har styrket det internationale samarbejde.

I samarbejde mellem EHF og Migraine Trust blev den tredje European Headache and Migraine Trust International Congress (EHMTIC) afholdt i London den 20.-23. september 2012. Formanden for DHOS, der er medlem af IHS’ bestyrelse, arbejdede på bestyrelsesmødet i september 2012 i London på en række initiativer til forbedring af valgsystemet og organi-sationens gennemsigtighed. Ved kongressen holdt IHS’ klassifikationskomite med deltagelse af professor Jes Olesen møde med henblik på en opdatering af hovedpineklassifikationen fra 2004 [3]. Næste EHMTIC bliver afholdt i København i september 2014.

Der bliver desuden fra dansk og international side arbejdet på kapitlet om hovedpine, der i WHO’s ICD-11-kriterier, der udkommer i 2015, får en selvstændig sektion under nervesystemets sygdomme. Dette er en vigtig anerkendelse af hovedpine som selvstændig sygdomsenhed [4], men konsistens i diagnoserne i IHS’ og WHO’s klassifikationer er også vigtig for at kunne behandle patienterne optimalt.



KORRESPONDANCE: Signe Bruun Munksgaard, Neurologisk Afdeling N. Glostrup Hospital, Nordre Ringvej 29-67, 2600 Glostrup. E-mail: signebm@gmail.com

INTERESSEKONFLIKTER: Hent PDF



  1. www.dhos.dk

  2. International Association for the Study of Pain. Global Year Against Headache. www.iasp-pain.org/Content/NavigationMenu/GlobalYearAgainstPain/Global-Y…

  3. Headache Classification Committee of the International Headache Society ICHD-II. The International Classification of Headache Disorders: 2nd edition. Cephalalgia 2004;24:9-160.

  4. Rief W, Kaasa S, Jensen R et al. New proposals for the international classification of diseases-11 revision of pain diagnoses. J Pain 2012;13:305-16.