Skip to main content

Behandling af agiterede og udadreagerende patienter med demens

Nonfarmakologiske interventioner ser ud til at være mere effektive end medicin med hensyn til at reducere aggressivitet og uro ved demens.

Illustration: Colourbox
Illustration: Colourbox

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

30. nov. 2019
2 min.

Aggressivitet, uro og udadreagerende adfærd ses hyppigt hos personer med demens. Symptomerne er belastende for den syge og også for de pårørende og plejepersonalet. Foruden at søge at eliminere eventuelle årsager til aggressiviteten kan behandlingen omfatte medicin og nonfarmakologiske interventioner som for eksempel aktivering ved hjælp af fysiske aktiviteter eller afslapning ved massage eller musik. Nyt systematic review inkluderer 163 studier med over 20.000 patienter, hvor man har undersøgt effekten af forskellige tiltag med henblik på at reducere aggressivitet og uro. I analysen indgik mange typer nonfarmakologiske interventioner (aktivering med udendørs aktiviteter og træning, massage, sanseterapi, musikterapi og kombinationer af disse) og forskellige farmaka (antipsykotika, antikonvulsiva, cannabinoider). Generelt var flere typer interventioner mere effektive end standardbehandling. Samlet konkluderer forfatterne, at nonfarmakologiske interventioner ser ud til at være mere effektive end farmaka.

Ledende overlæge Finn Rønholt, Medicinsk Afdeling, Herlev-Gentofte Hospital, kommenterer: »Analysens resultater understreger nødvendigheden af at indtænke nonfarmakologiske interventioner over for demente patienter med adfærdsmæssige og psykiske symptomer. De understøtter ligeledes de danske kliniske retningslinjer på området, hvoraf det fremgår, at brugen af antipsykotika skal begrænses mest mulig og primært er indiceret til kortere tids behandling i tilfælde, hvor patienten er præget af svært pinefulde vrangforestillinger eller er til fare for sig selv. Også i disse tilfælde skal der derfor sideløbende indtænkes nonfarmakologiske tiltag som understøttende – og altså væsentligste længerevarende – behandling af adfærdsforstyrrelser hos patienter med demenssygdom«.

Watt JA, Goodarzi Z, Veroniki AA et al. Comparative efficacy of interventions for aggressive and agitated behaviors in dementia: a systematic review and network meta-analysis. Ann Intern Med 15. okt 2019 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen.