Behandling af kronisk hjertesvigt med sacubitril/valsartan øger patienternes overlevelse. Det har dog ikke været kendt, om de gængse biomarkører for hjertets struktur og funktion fortsat kan anvendes under denne type behandling.
Medicinsk behandling af kronisk hjertesvigt med lægemidlet sacubitril/valsartan tog den medicinske verden med storm i 2014, da et stort studie viste, at patienterne overlevede længere med denne type behandling end ved angiotensinkonverterende enzym-hæmning. Krumtappen i behandlingen er hæmning af enzymet neprilysin, som nedbryder en række peptidhormoner, herunder atrialnatriuretisk peptid og glukagonlignende peptid 1. I studiet belyses en anden facet ved denne type behandling, nemlig om der ved behandlingsstart ses en markant effekt på biomarkører, der traditionelt set er forbundet med prognose (troponin T og hjertemarkøren ST2 i blod samt urinudskillelse af cGMP). Studiet udgår fra Harvard Medical School med den legendariske (89-årige) Eugene Braunwald som seniorforfatter. Samlet viser studiet, at påbegyndelse af behandling med sacubitril/valsartan medfører et markant fald i troponin T- og ST2-koncentrationerne samt en øget udskillelse af cGMP. Forfatterne konkluderer, at fundene er forenelige med nedsat myokardieskade og hæmodynamisk stress.
Reservelæge, ph.d. Anders Møller Greve, Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet, udtaler: »Med en aldrende befolkning fylder patienter med hjertesvigt godt i det danske sundhedsvæsen, og de er desværre fortsat kendetegnet ved en tårnhøj femårsmortalitet. Lægemidlet Entresto (angiotensin-receptor-neprilysinhæmmer) ser dog ud til at kunne forbedre prognosen markant og har siden 2016 været godkendt af EMA til behandling af kronisk hjertesvigt med nedsat uddrivningsfraktion (HFrEF). I PIONEER-HF-hovedstudiet undersøgte man effekten af Entresto på sygeligheden og dødeligheden blandt patienter, der var indlagt med akut dekompenseret hjertesvigt, i dette PIONEER-HF-substudie rapporteres det, at Entresto sammenlignet med standardbehandling fører til en bedring i biomarkører for myokardieskade og neurohormonal aktivering allerede 1-4 uger efter behandlingsstart. Forfatterne spekulerer i, at biomarkørerne afspejler en Entrestomedieret aflastning af hjertet og en deraf forbedret prognose. I den større sammenhæng skal studiet ses som et led i den fortsatte sondring efter indikationer for Entresto. Som sådan er resultaterne ikke voldsomt overraskende, fordi Entresto allerede i PIONEER-HF-hovedstudiet havde vist sig at være gavnlig hos patienter med akut dekompenseret hjertesvigt og HFrEF. Det er interessant, at en af de målte biomarkører (cyklisk GMP) er direkte involveret i Entrestos virkningsmekanisme og således sammenkobler teori og praksis for, hvad der har vist sig at være en længe ventet revolution af HFrEF-behandling hos ambulante (PARADIGM-HF-studiet) og nu akut indlagte patienter med hjertesvigt og nedsat venstre ventrikels uddrivningsfraktion«.
Interessekonflikter: ingen.
