Behandling af pulmonal arteriel hypertension
Pulmonal arteriel hypertension (PAH) er en sjælden og meget alvorlig sygdom. Et nyt klinisk studie med lægemidlet ralinepag kommer med både effekter og bivirkninger.


Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk
Den sjældne sygdom pulmonal arteriel hypertension fører ofte til højresidigt ventrikelsvigt og risiko for tidlig død. Behandling med forskellige stofklasser kan udsætte progression, men der er fortsat brug for at kunne nedsætte sygeligheden og dødeligheden.
Forskningsoverlæge Jørn Carlsen, Afdeling for Hjertesygdomme, Rigshospitalet, kommenterer: »Behandlingen af PAH har udviklet sig markant de seneste år, og flere nye lægemidler er blevet introduceret. Tidlig dobbeltkombinationsbehandling har forbedret mortaliteten og øget andelen af patienter i lavrisikogruppen. I fase 3‑studiet ADVANCE OUTCOMES blev ralinepag, den anden selektive prostacyklinreceptoragonist i sin klasse, undersøgt. 80% af deltagerne var i dobbeltkombinationsbehandling, og 71% var i lav risiko (REVEAL Lite2). Ralinepag reducerede risikoen for klinisk forværring, sænkede NT‑proBNP og forbedrede seksminutters gangdistance sammenlignet med placebo. De hyppigste bivirkninger i ralinepaggruppen var hovedpine, diarré, kvalme og muskelsmerter. De fleste patienter med bivirkninger i ralinepaggruppen havde symptomer af mild eller moderat intensitet. Ralinepag har en effekt‑ og bivirkningsprofil sammenlignelig med den første selektive prostacyklinreceptoragonist selexipag, om end de undersøgte grupper ikke er helt sammenlignelige. Resultaterne er lovende, men rejser samtidig spørgsmålet om ralinepags fremtidige rolle i PAH‑behandling. Godkendelsen af sotatercept, den første activin‑receptor ligand trap, har ikke mindst aktualiseret spørgsmålet«.
McLaughlin VV, Solum D, Lachant D, et al. Ralinepag for the treatment of pulmonary arterial hypertension (ADVANCE OUTCOMES): a randomised, double-blind, placebo-controlled phase 3 study. Lancet 2026; 408(10554):521–31. doi: https://doi.org/10.1016/S0140-6736(26)01011-1
Interessekonflikter ingen