Overvægt behandles i dag med livsstilsintervention samt eventuelt med semaglutid; en langtidsvirkende GLP-1-receptoragonist. Det er velkendt, at semaglutidbehandling medfører et markant vægttab, men effekten af seponering af semaglutid efter opnået vægttab er ikke veletableret.
Professor, dr.med. Jens Juul Holst, Biomedicinsk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, kommenterer: »Artiklen omhandler et af en lang række studier, der tjener til registrering af semaglutid, den efterhånden velkendte antidiabetiske GLP-1-analog, her anvendt i høj dosering (2,4 mg ugentlig) til behandling af overvægt. Her undersøgtes 902 patienter, som først modtog 20 ugers behandling (heraf de første 16 uger til langsom optitrering), hvorefter patienterne (nu 803) randomiseredes til fortsat behandling (n = 535) eller placebo (n = 268). Begge grupper behandledes desuden med livsstilsintervention. På de 20 uger nåedes et vægttab på 10,6%. Under fortsat behandling øgedes vægttabet med 7,9%, mens placebogruppen viste en stigning på 6,9%. I alt opnåede de, der behandledes i 68 uger, et vægttab på 17,4%, og 64% fik et vægttab større end 15%. Der er i og for sig ikke noget overraskende over resultaterne. De svarer ret nøje til resultaterne af STEP1, som er det store fase 3-studie af 2,4 mg semaglutid hos adipøse. Og som i STEP1 ses noget, der ligner et plateau efter 60 uger. Man vidste udmærket, at vægttabet ikke ville holde sig efter behandlingsophør, selv om det ikke før er vist så detaljeret som her. Det er også konsistent med GLP-1-analogernes virkningsmekanisme: De begrænser appetitten og dermed fødeindtaget, og når den hæmmende effekt på appetitten fjernes, slår det oprindelige »set point« igennem. Det afgørende er at indse, at vægttabseffekten ikke holder sig, og at tabet af effekt sætter ind umiddelbart efter behandlingsophør. Man kan derfor ikke forestille sig en intermitterende behandling med GLP-1-analoger, og der er altså heller ikke noget håb om, at adaptive mekanismer sætter ind, der måske kunne ændre set-point for vægtvedligeholdelsen, altså at man kunne vænne sig til den nye vægt og vedligeholde den i stedet. Det er jo sådan set sørgeligt, men ikke uventet. Det andet, som undersøgelsen illustrerer, er den udbredte misforståelse, at GLP-1-analogerne taber deres effekt, når plateauet nås. Det er bestemt ikke tilfældet, som man tydeligt kan se her. Plateauet skal snarere forstås sådan, at der med en bestemt dosis opnås en vis hæmning af appetitten, hvorved fødeindtagelsen falder. Herved falder også energiomsætningen, indtil den svarer til den nye nedsatte energiindtagelse. På dette tidspunkt ses plateauet. Skal man længere ned i vægt, kræver det en yderligere hæmning af appetit og fødeindtagelse, dvs. højere dosis af det aktive stof eller tillæg af yderligere vægtnedsættende midler. Sådanne er faktisk under udvikling (f.eks. amylinanaloger).
INTERESSEKONFLIKTER: ingen