Skip to main content

Behandling med SGLT-2-inhibitorer og GLP-1-receptoragonister i Danmark

Et dansk studie har undersøgt, hvor mange patienter med nydiagnosticeret type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdom som efterfølgende ordineres et præparat fra en af disse stofgrupper.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

20. mar. 2021
2 min.

Tidligere fokuserede behandling af type 2-diabetes (T2D) primært på at sænke blodglukoseniveauet. I dag har flere glukosesænkende lægemidler hørende til stofgrupperne SGLT-2-inhibitorer (SGLT-2-i) og GLP-1-receptoragonister (GLP-1-RA) vist sig at kunne reducere kardiovaskulære hændelser og dødelighed. Et nyt dansk studie har undersøgt tiden fra en ny diagnose med T2D og hjerte-kar-sygdom til, at et af de nævnte lægemidler ordineres. Forfatterne finder, at initiering af disse præparater går hurtigere, hvis patienten er diagnosticeret sidst i perioden 2012-2018, men at den samlede andel fortsat er lav: 15% har indløst recept på SGLT-2-i eller GLP-1-RA et år efter, at diagnosen blev stillet i 2018.

Overlæge, ph.d. Ida Gustafsson, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Udviklingen af SGLT-2-i og GLP-1-RA er et markant gennembrud i behandlingen af T2D, hvor store studier af disse præparaters effekt på kardiovaskulære hændelser er publiceret siden 2015. Anbefaling om anvendelse af disse præparater i tillæg til metformin kom i danske guidelines i 2017, som siden er blevet udvidet til også at være anbefalet hos patienter med hjertesygdom, selvom HbA1c-mål er opnået. Aktuelle studie viser, at implementering af nye behandlingsmuligheder sker med forsinkelse. Udfærdigelse af guidelines og implementering er ikke simpel, betinget af mange interessenter. Siden data til aktuelle studie er indsamlet, er forbruget af SGLT2-i og GLP-1-RA yderligere steget, men der er utvivlsomt flere patienter, som bør tilbydes et af disse præparater. Det kræver et godt samarbejde mellem almen praksis, endokrinologer og specialer med ansvar for hjerte-kar-sygdom, således at patienter med T2D, som udvikler hjerte-kar-sygdom eller omvendt, identificeres og kan tilbydes medicinsk behandling med dokumenteret effekt på reduktion af den kardiovaskulære risiko«.

Funck KL, Knudsen JS, Hansen TK et al. Real-world use of cardioprotective glucose-lowering drugs in patient with type 2 diabetes and cardiovascular disease: a Danish nationwide cohort study, 2012 to 2019. Diabetes Obes Metab 2021;23:520-9.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen