Skip to main content

Betydelige regionale forskelle i resultater efter cochlear implant-behandling hos børn

Lone Percy-Smith1, Georg W. Busch2, Minna Sandahl3, Lena Nissen3, Jane Lignel Josvassen1, Michael Bille1, Theis Lange4 & Per Cayé-Thomasen5, 6 1) Østdansk Center for Cochlear Implant, Audiologisk Klinik, Rigshospitalet 2) Privatpraktiserende, Snekkersten 3) Vestdansk Center for Cochlear Implant, Audiologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital 4) Biostatistisk Afdeling, Københavns Universitet 5) Østdansk Center for Cochlear Implant, Øre-næse-hals-afdelingen, Hoved- og Kæbekirugisk Afdeling, Rigshospitalet 6) Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

12. jun. 2012
3 min.

Introduktion

I Danmark blev neonatal hørescreening (UNHS) indført i 2005 og pædiatrisk bilateral cochlear-implant (CI) i 2006. Intentionen er herefter høreapparatbehandlingsstart før seksmåneders-alderen og tilbud om CI før etårs-alderen. Populationen har nået en alder, som tillader en samlet vurdering af udbyttet efter indførelsen af de nye behandlingstiltag. Data opdeltes i børn med CI fra henholdsvis Vest- og Østdanmark for derved at kunne redegøre for forskelle og ligheder i udbytte og vilkår mellem de to landsdele.

Metode og materialer

I alt 94 børn fra henholdsvis Vest- og Østdansk Center for CI udgjorde materialet, 50 børn fra Øst og 44 børn fra Vest. Testprotokollen bestod af otte test og vurderinger af børnenes auditive og sproglige udbytte samt trivsel. Data præsenteres deskriptivt med signifikansberegninger af p-værdier, hvor Fishers' eksakte og Pearson χ2 -testene blev anvendt med et statistisk signifikansniveau på 5%.

Resultater

Børn med CI i Danmark kunne høre og diskriminere talelyd på niveau med resultater fra internationale studier. I de auditive test blev der ikke fundet statistisk signifikante forskelle mellem landsdelene. Børnene fra Vestdanmark scorede dårligere på alle sprogtest, og der blev konstateret statistisk signifikante forskelle med ekstrem statistisk signifikans for receptivt ordforråd. For test af sprogforståelsen konstateredes en meget høj statistisk signifikant forskel mellem Øst- og Vestdanmark. Ligeledes scorede børn fra Vestdanmark signifikant dårligere på test af aktivt ordforråd samt på test af udtale. Børn fra Østdanmark blev af deres forældre vurderet til at have signifikant højere selvværd end børn fra Vestdanmark. Børnene i Vest fik signifikant mere talehørepædagogisk bistand og fik signifikant mere pædagogisk støtte end børn i Øst. 71% af forældre i Vest deltog ikke i den initiale auditive behandling af deres barn mod 36% fra Øst, hvilket var statistisk signifikant. 24% af forældrene i Vest anvendte talesprog i kombination med tegn mod 0% fra Øst. Dette var ligeledes statistisk signifikant. Signifikant flere børn i Vest end i Øst var placeret i institutioner for hørehæmmede. Der sås ingen signifikant forskel mellem landsdelene i forhold til forældres tildeling af tabt arbejdsfortjeneste. Der konstateredes samme andel af børn med yderligere vanskeligheder mellem de to landsdele. Markant flere børn var bilateralt implanteret i Øst.

Konklusion

Data skal yderligere behandles for at kunne påpege faktorer med signifikant effekt på udbyttet af CI-behandlingen, men de konstaterede signifikante forskelle mellem landsdelene på sprogligt niveau, trivsel samt vilkår for familier til børn med CI er bemærkelsesværdige og markerer behovet for en ændret tilgang til denne nye gruppe af børn med CI. De signifikante landsdelsforskelle viser, at der er et behov for en evaluering af både indhold og kvalitet af tilbuddet til børn med CI med særligt fokus på den vestdanske model. Et markant stort antal af børn i både Øst- og Vestdanmark kan ikke score alderssvarende på essentielle sprogtest som ordforråd og sprogforståelse. Disse børn er i fare for aldrig at kunne indhente den sproglige forsinkelse mellem implantationsalder og kronologisk alder, hvilket er hovedformålet med pædiatrisk cochlear-implantation.

Danish medical JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(5):A4435