Betydning af anciennitet og døgnvariation for forfladigelse af akademisk lægesprog

I det medicinske fællesskab udgør græsk og latin en hjørnesten i vores daglige kommunikation, særligt når det gælder præcise beskrivelser af sygdomme og tilstande [1]. Ikke desto mindre observeres en stigende tendens til en forkortet, omend uortodoks og uskøn anvendelse af sygdomsnavne, hvor den velkendte græske endelse »-itis« – som korrekt indikerer inflammation – ofte forsvinder i dagligdagens sproglige praksis. Dette fænomen – en parasit i lægesproget – kunne betegnes som en »reduktion-itis« og forekommer ikke kun blandt medicinstuderende, men også hos fuldbefarne klinikere inklusive overlæger og professorer, der frimodigt taler om »hepatit«, »colit« og »endocardit« i stedet for korrekt »hepatitis«, »colitis« og »endocarditis«.

Denne sproglige forenkling rejser flere presserende spørgsmål: Er det en naturlig sproglig evolution i en digital tidsalder, hvor latinske endelser ofres på effektivitetens alter? Er det udtryk for en travl klinisk hverdag, hvor hvert sekund tæller? Eller står vi over for en latent krise i vores medicinske sproganvendelse, hvor den græske og latinske arv langsomt udhules – med risiko for tab af vigtig klinisk information ved overlevering af viden om den enkelte patient?

I denne artikel ønsker vi at undersøge omfanget af denne sprogforfladigelse, og om der er forskelle i forhold til anciennitet og døgnvariation. Dette med henblik på at belyse potentielle konsekvenser af denne sproglige forfladigelse og argumentere for vigtigheden af at fastholde suffikset »-itis« som et symbol på medicinsk korrekthed samt generel akademisk og kulturel dannelse i et presset, men fagligt stolt sundhedsvæsen.

Vores hypotese er, at speciallæger og hermed ældre læger er bedre til at anvende den sprogligt korrekte endelse »-itis« i de medicinske fagudtryk og diagnoser sammenlignet med yngre læger i klinisk basisuddannelse (KBU), introduktionsstillinger og hoveduddannelse. Vi undersøgte dette på en universitetsafdeling med speciale i intern medicin: gastroenterologi og hepatologi.

METODER

Vi undersøgte hypotesen i et observationsstudie med enkeltblindet minutiøs notering af de benyttede endelser ved præsentation af patienternes sygehistorie, herunder indlæggelsesårsag og sygdomsforløb, på lægefaglige morgen- og middagskonferencer. Denne tilgang fulgte de bredt anerkendte metoder for denne type sæsonspecifikke forskning [2-5]. Indsamlingen blev foretaget i løbet af august og september 2024 på Lever-, Mave- og Tarmsygdomme (LMT), Aarhus Universitetshospital. Indsamling af data blev foretaget af afdelingens lærestolsprofessor, der er forfatter på kapitlet om lever- og galdevejssygdomme i »Medicinsk kompendium«, 20. udgave [6] og derfor har særligt kendskab til og øre for korrekt sprogbrug. Selv om lærestolsprofessorens tilstedeværelse ved konferencerne i observationsperioden var mere stilfærdig og noterende end vanligt, var der ingen indikationer på, at de i konferencen deltagende læger var bekendt med, at der foregik intensiv dataindsamling.

Ved LMT-morgenkonferencer deltager så vidt muligt alle afdelingens speciallæger (n = 17), KBU-læger (n = 4), introduktionslæger (I-læger, n = 6) og hoveduddannelseslæger (HU-læger, n = 5). Det er typisk en KBU-/I-læge, der ved morgenkonferencerne præsenterer det foregående døgns indlæggelser (n = 1-10). Ved middagskonferencen præsenteres patienterne overvejende af stuegangsgående speciallæger og I-læger, hvor alle afdelingens patienter på sengeafsnittet og intensivafdeling gennemgås (n = 26). De indlagte patienter er repræsentative for specialet med hovedvægt på kroniske leversygdomme, særligt cirrose med komplikationer og primær leverkræft, inflammatorisk tarmsygdom i form af colitis ulcerosa og Crohns sygdom. I perioden var der dagligt indlagt 1-2 patienter på intensivafdelingen, alle med kronisk leversygdom, samt en enkelt med veneficium. Desuden var der i afdelingen patienter med internmedicinske diagnoser, der på forunderlig vis blev fordelt via en flowkoordinator og akutafdelingen.

Konferencerne foregik på dansk fraset en konference, hvor der af hensyn til en udenlandsk studerende blev talt engelsk.

Afdelingen har en klar beskrivelse af forventningen til, hvordan en patient præsenteres, og alle medicinstuderende og nye læger introduceres til dette, når de starter på afdelingen. Ligeledes hænger vejledningen i konferencerummet til daglig påmindelse (Figur 1).

Statistik

Resultaterne er angivet i antal med procent, og statistiske forskelle er undersøgt med χ²-test og Fishers eksakte test. En p-værdi < 0,05 blev tolket som statistisk signifikant.

RESULTATER

I Tabel 1 er angivet de sygdomme, som blev omtalt under observationsperioden og antal gange udtalt korrekt. Overordnet var infektions- eller inflammationssygdommen uden betydning for tilbøjeligheden til korrekt videreformidling (p = 0,19).

Samlet blev der observeret 50 angivelser af betændelsestilstande fordelt på ti observationsdage. Under konferencen afholdt på engelsk blev yderligere ni betændelsestilstande nævnt. De i alt 59 observationer var ligeligt fordelt på morgen- og middagskonferencer.

Speciallæger udtalte sig om betændelsestilstande 22 gange, hvoraf de 13 (59%) korrekt blev udtalt med suffikset »-itis«. Derimod var uddannelseslægernes i alt 28 bidrag grammatisk korrekte 11 gange (39%) (p = 0,16).

Bemærkelsesværdigt var morgenkonferencerne behæftet med signifikant flere grammatiske fejlangivelser end middagskonferencerne (66% vs. 33%, p = 0,04) (Tabel 2).

Dertil er det bemærkelsesværdigt, at konferencen afholdt på engelsk var fejlfri med korrekt benævnelse med »-itis«. Dette gjaldt for såvel yngre læger som seniorlæger, der foldede sig ud med primært græskafledte sygdomsbetegnelser.

DISKUSSION

Dette »real-world« observationsstudie er efter forfatternes viden det hidtil største, der systematisk har undersøgt omfanget af korrekt lingvistisk anvendelse af suffikset »-itis« ved angivelse af inflammatoriske sygdomme ved lægefaglige morgen- og middagskonferencer på en højtspecialiseret afdeling inden for specialet intern medicin: gastroenterologi og hepatologi. De væsentligste fund i denne artikel er, at speciallæger i højere grad end yngre læger anvender »-itis«-endelsen korrekt, men der er et væsentligt potentiale for forbedring for begge personalegrupper, da henholdsvis 41% og 61% ikke anvender den korrekte »-itis«-endelse. Der var således en tendens til, at primært de yngre læger infiltrerer den akademiske konferencedrøftelse og den kliniske informationsoverlevering med en forfladigelse af det lægefaglige sprog. Hvis denne trend fortsætter, kan det danne præcedens og medføre en deroute i akademiske færdigheder og lingvistisk præcision, hvilket i sidste ende kan have betydning for patientsikkerheden. At afdække årsagerne hertil, og hvordan problemet kan afhjælpes, er derfor vigtigt.

Medicin- og sundhedsvidenskab har en lang og universel historie, der over tid er udviklet med en fælles forståelse af de professionelle lægefaglige termer [1]. I et sundhedsvæsen under hastig forandring er det vigtigt, at man anvender en standardiseret og fælles terminologi, da dette fremmer en fælles forståelse, også på tværs af forskellige discipliner. Færdigheder i medicinsk terminologi er derfor altafgørende for, at sundhedspersonale præcist kan beskrive medicinske tilstande, behandlinger og procedurer og derved minimere risikoen for fejlkommunikation og fejl i patientplejen [1].

Anvendelsen af »-itis«-endelsen har baggrund i lægevidenskabens spæde begyndelse ved den græske filosof Hippokrates og er således en årtusinder gammel stolt tradition. De medicinske termer eller medicinsk terminologi, der produceres og bruges i den kliniske hverdag, stammer således fra græsk og latin. Men gennem de seneste årtier er der med baggrund i inddragelse af engelsk som videnskabeligt sprog sket en »anglificering« og hermed inddragelse af engelsk sprogbrug inden for medicinsk terminologi, hvilket ikke er uproblematisk, ej heller i engelsktalende lande [7]. I vores opgørelse var det bemærkelsesværdigt, at de dage (n = 1) konferencerne foregik på engelsk, blev der anvendt velharmonerende græsk og engelsk med korrekt »-itis«-terminologi ved omtale af inflammationstilstande. Det er dog ikke en gangbar løsning generelt at afholde konferencer på engelsk med dette formål, da der er risiko for tab af yderligere information ved skift fra dansk til engelsk, som potentielt er værre end manglende »-itis«-endelser. Det samme vil formentlig gøre sig gældende i forhold til patienter vedrørende mundtlig og skriftlig information.

Det skal bemærkes, at der igennem de seneste årtier har været et klart ønske og mål om at bedre patientkommunikationen med anvendelse af et mere letforståeligt og fordansket sprog i samtalen med patienter og også ved sundhedsfaglig journalisering. Det kan, forståeligt, forvirre især de helt unge læger og medføre et øget forbrug af den mere danske »-it«-endelse end den akademisk korrekte »-itis«. Det er håbet, at fremtidige studier og forskning yderligere vil belyse årsagssammenhængen, og hvis ovenstående kausalitet kan påvises, vil indgriben i de sundhedspolitiske strømninger være nødvendig for at komme denne sprogforfladigelse til livs.

Årsagen til, at en så fundamental sprogfejl har fået lov at spire i afdelingen, er uvis, og afdelingens tidligere lærestolsprofessor Hendrik Vilstrup (i en årrække redaktør på »Medicinsk kompendium«), har i tre årtier ved utallige afdelingskonferencer kæmpet en heroisk kamp mod ukorrekt og upræcist sprog med særligt fokus på »-itis«-endelsen. Dette kunne tyde på en vis resistens i forhold til indlæring af basale sproglige færdigheder, hvilket tilsyneladende hænger ved hos tidligere unge læger, der i dag er ansat i afdelingen og nu er ældre speciallæger og professorer (gælder ikke nuværende lærestolsprofessor). Da afdelingens ældre kollegaer har et stort uddannelsesansvar, er der ingen tvivl om, at de som faglige fyrtårne og kulturbærere er vigtige, for at yngre læger opnår fagets korrekte akademiske færdigheder, herunder anvendelsen af suffikset »-itis«. Dette vil oplagt også være et fokuspunkt for de nye uddannelsesansvarlige ledende overlæger (UAO).

Et vigtigt fund er, at der registreres en forbedring i anvendelsen af lægeterminologien fra morgen- til middagskonferencen, og interessant gælder det såvel speciallæger (fra 56% til 62%) som yngre læger (fra 25% til 75%). Dette skyldes som angivet primært en forbedring af de yngre lægers præstation, som kan være betinget af yngre lægers gennemlæsning af formiddagens sekretærtilrettede journalnotater, der derved sikrer en højere grad af korrekthed. Det kan dog ikke udelukkes, at der er mere travlt om morgenen og evt. kombineret med, at man mentalt ikke er oppe på fulde omdrejninger, at dette har betydning for denne variation. Under alle omstændigheder åbner det for forbedringsmuligheder, og at en målrettet indsats kan bedre brugen af korrekt terminologi. Det skal bemærkes, at der ikke var variation hen over ugens dage.

Dette studie har mange styrker og ganske få svagheder. Særligt er indsamling af data foretaget ved såvel morgen- som middagskonference, således at man kan udtale sig om mulig døgnvariation inden for dagtid. Dog kan man ikke udtale sig om tiden efter middagskonferencen (efter kl. 13.00), og særligt hvad der sker om aftenen og natten, og det kan ikke udelukkes, at der optræder flere »-itis«-reduktioner på grund af træthed blandt læger. Dataindsamling er som angivet foretaget af afdelingens lærestolsprofessor, hvilket sikrer kendskab til de angivne inflammationstilstande og hermed korrekt og fejlfri klassifikation af data. En mulig svaghed er, at data alene er indsamlet på en enkelt universitetsafdeling, og man kan derfor ikke udtale sig om, hvorvidt den akademisk sproglige kvalitet er højere eller lavere på regionshospitaler, ligesom man ikke kan udtale sig om samme fordelt på landets øvrige universitetshospitaler og regioner. Det vil være interessant at sammenligne vores opgørelse med tilsvarende fra et andet universitetshospital, f.eks. i Region Hovedstaden. Desuden er opgørelsen udført blandt læger, og det er derfor ikke muligt at ekstrapolere resultaterne til andre personalegrupper såsom sygeplejersker.

Som konklusion finder vi, at korrekt anvendt lægesprog med anvendelse af suffikset »-itis« ved angivelse af inflammation/infektion er under pres i det danske sundhedsvæsen. Dette gælder såvel speciallæger som yngre læger, men er mest udtalt hos de yngre. Dog lader det til med baggrund i en vis døgnvariation, at manglende »-itis«-endelser kan forbedres. Det anbefales, at man observerer, om tendensen er gældende i ens egen afdeling, og at man ved en målrettet indsats forsøger at forbedre korrekt lægefaglig sprogbrug. Som incitament foreslås det at uddele honninghjerter (Figur 2), da dette tidligere har vist en betydelig gunstig effekt på sundhedspersonales præstationer [8].