Skip to main content

Bihulecancer debuterede med symptomer fra tand i overkæben

Agnete Overgaard Donskov1, Susanne Holm Nielsen2 & Niels Gyldenkerne3

7. dec. 2020
4 min.

Den årlige incidens af næse- og bihulecancere i Danmark er ca. 60 [1]. To tredjedele af tumorerne er planocellulære karcinomer. De maligne bihuletumorer udgår oftest fra sinus maxillaris eller næsehulen, sjældent fra sinus ethmoidales og næsten aldrig fra sinus frontalis og sphenoidalis [2]. Kendte risikofaktorer for udvikling af bihulecancere er tobaksrygning og infektion med humant papillomvirus. Derudover kan langvarig udsættelse for træstøv fra ædeltræ disponere for adenokarcinomer [3]. Tumorer i næse og bihuler opdages ofte ved symptomer fra indvækst i nabostrukturer (Tabel 1). Hos 10-15% ses der spredning til lokale lymfeknuder og hos 2% hæmatogen spredning [3].

SYGEHISTORIE

Efter udtrækning af tredje molar i venstre overkæbe fik en 81-årig kvinde hævelse og følelsesløshed i venstre side af ansigtet. To dage efter aftog hævelsen på nær omkring venstre øje. Pga. hævelsen ordinerede tandlægen efter fire dage penicillin, men ændrede efter to dage behandlingen til amoxicillin med clavulansyre og henviste patienten til hendes egen læge.

Hun blev undersøgt hos egen læge otte dage efter, at hævelsen var begyndt. Der var tilkommet diplopi og tab af farvesyn. Objektivt var der svær proptose, nedsat bevægelighed af øjenmuskulaturen, fotofobi og lukkedefekt på 2-3 mm. Hun var palpationsøm periorbitalt, men der var ingen abnorme fund i cavum oris. Hun havde ikke feber og almen påvirkning.

På mistanke om orbital cellulitis henviste egen læge til akut vurdering hos en praktiserende øjenlæge, hvorfra hun blev sendt til en øjenafdeling. Her blev der foretaget nye undersøgelser, taget blodprøver og foretaget CT af orbitae og ansigtsskelettet. Væske- og infektionstal var normale. CT’en viste en tumor, der udgik fra sinus ethmoidalis. Tumoren var på 6 cm i diameter, og der var indvækst i orbita samt udtynding af knoglen op mod kraniekassen (Figur 1).

Ved fortsatte undersøgelser på øre-næse-hals-afdelingen næste dag havde patienten blodigt sekret fra venstre næsebor fortil og retronasalt. Biopsier af tumorsuspekt væv blev taget fra toppen af meatus medius. Trods prednisolonbehandling blev hun efter få dage blind på venstre øje.

Den histopatologiske undersøgelse af tumorbiopsien viste neuroendokrint karcinom med markør for markant celleproliferation (KI67 > 90%). Den videre udredning med PET-CT og MR-skanning viste vækst over midtlinjen til højre cavum nasi og venstre orbitahule samt intrakraniel komponent med opladning af dura. Herudover var der metastaser til costae, cervikal columna C4 og lunge samt en retrofaryngeal lymfeknude. Patienten blev sat i pallierende kemoterapi på en onkologisk afdeling.

DISKUSSION

Der er kun beskrevet få tilfælde af neuroendokrine tumorer i den paranasale sinus. De udgør under 5% af de ekstrapulmonale neuroendokrine tumorer og 0,4% af cancere generelt [4, 5]. Behandlingsprincipperne for paranasale tumorer er baseret på kirurgi og stråleterapi [2], men ved neuroendokrin histologi, stor tumorbyrde og metastasering tilbydes der dog kemoterapi (cisplatin og etoposid) [2]. Hos patienten i sygehistorien blev det mere skånsomme carboplatin valgt frem for cisplatin.

Første dosis blev givet i fuld mængde med aftagende tumorbyrde som resultat, men pga. tilfælde med neutropen feber blev næste serie givet i reduceret dosis. Tumorbyrden tiltog igen, og behandlingen blev afsluttet pga. bivirkninger. Patienten døde på hospice knap fire måneder efter symptomdebut.

Det første symptom på tryk må formodes at have været påvirkning af tanden i overkæben, hvilket medførte kontakt til tandlægen og ekstraktion af tanden. Sygehistorien illustrerer, at et lokalt tegn på tryk fra en bihulecancer kan vise sig som tandaffektion i overkæben. Kendskab til lokale tryksymptomer er afgørende for læger og tandlæger.



KORRESPONDANCE: Agnete Overgaard Donskov. E-mail: agnetedonskov@gmail.com
ANTAGET: 23. oktober 2020
PUBLICERET PÅ UGESKRIFTET.DK: 7. december 2020
INTERESSEKONFLIKTER: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk
LITTERATUR: Findes i artiklen publiceret på Ugeskriftet.dk

Summary

Neuroendocrine paranasal tumour with symptoms from tooth in upper jaw

Agnete Overgaard Donskov, Susanne Holm Nielsen & Niels Gyldenkerne

Ugeskr Læger 2020;182:V05200392

In Denmark, the annual incidence of paranasal malignancies is approximately 60, often presenting with symptoms from growth into neighbouring structures. This case report is of a primary neuroendocrine paranasal tumour with distant metastases in an 81-year-old woman. Following a tooth extraction, the patient developed left side proptosis. A CT-scan showed a tumour of left ethmoidal sinus with local spreading to orbita, skull base, and contralateral ethmoid, and following scans visualised lymph node infiltration and multiple metastases. Paranasal malignancies can present with symptoms from teeth in upper jaw.

Referencer

Litteratur

  1. Cancer Registries. Danish Cancer Society. www.ancr.nu (20. mar 2020).

  2. Dansk Hoved-Hals Cancergruppe (DAHANCA). Kræft i næse og bihuler. www.dahanca.dk/assets/files/GUID_sinonasal%20retningslinjer.pdf (2. apr 2020).

  3. Sjöstedt S, Karnov K, von Buchwald C. Diagnostik og behandling af sinonasal cancer. Ugeskr Læger 2018;180:V01180030.

  4. MacIntosh PW, Jakobiec FA, Stagner AM et al. High grade neuroendocrine neoplasm of the antrum and orbit. Surv Ophthalmol 2015;60:486-94.

  5. Guang H, Wang Z, Guo X et al. Extrapulmonary small cell neuroendocrine carcinoma of the paranasal sinuses: a case report and review of the literature. J Oral Maxillofac Surg 2012;70:2347-51.