Bedre forståelse af luftvejsinflammation ved astma og KOL har ført til udvikling af biologiske lægemidler. Specielt har stoffer med virkning på mediatorer for såkaldt type 2-inflammation: interleukin (IL)-5, IL-4 og IL-13, vundet indpas i behandling af svær astma. Et nyt studie undersøger effekten af subkutant injiceret dupilumab over et år på forløbet af sygdommen hos 939 patienter med KOL, som havde et eosinofiltal i blodet på over 300 celler/μl, og som til trods for behandling med to slags inhalerede langtidsvirkende bronkodilatatorer og inhalerede kortikosteroider fortsatte med at have hyppige eksacerbationer. Dupilumab, som hæmmer effekten af IL-4 og IL-13, førte til reduktion i forekomsten af eksacerbationer (ca. 30% reduktion) og til bedring af lungefunktion og livskvalitet. Effekten var størst i den subgruppe, som ud over eosinofili havde en forhøjet fraktion af ekshaleret nitrogenoxid (FeNO) på over 20 ppb.
Ledende overlæge Anders Løkke Ottesen, Lungemedicinsk Sektion, Sygehus Lillebælt, kommenterer: »Det er mange år siden, at der er kommet nye og virksomme behandlinger til patienter med KOL. Selvom der i studiet er tale om en undergruppe af patienter med KOL med både kronisk bronkitis og astmalignende træk, er det stadigvæk bemærkelsesværdigt, at antallet af forværringer kan reduceres yderligere med 30%, og at denne forskel kun synes at øges over tid. Imidlertid var det gennemsnitlige antal forværringer i løbet af studiets 52 uger omkring en, og effekten af dupilumab var derfor på niveau med det, som man typisk ser i studier med inhalationsmedicin, men her ses den oven i maksimal inhalationsbehandling. Samtidig var forbedringen i livskvalitet forbavsende høj – næsten ti point på St. George’s Respiratory Questionnaire i dupilumabgruppen, men også 6,4 i placebogruppen. Normalt er det i studier svært at opnå en forbedring på mere end de fire point, som er grænsen for, at det har en mærkbar betydning for patienterne. Forfatterne spekulerer på, om effekten kan tilskrives ændringer i/reduktion af slim. Derfor vil det være relevant at teste dupilumab i gruppen af KOL-patienter med vedvarende bronkial hypersekretion over for lavdosisazithromycin«.
Interessekonflikter ALO har deltaget i advisory boards for GSK, Boehringer Ingelheim, AstraZeneca og Orion Pharma, har modtaget fondsmidler fra Chiesi og Boehringer Ingelheim og har undervist for Chiesi, Boehringer Ingelheim, GSK og AstraZeneca.