Præklinisk Alzheimers sygdom karakteriseres af normal kognition med abnorme fund af biomarkører i cerebrospinalvæsken. Derfor kan forandringer lang tid før en alzheimerdiagnose have relevans, både som risikomarkører og også som ledetråd til mulig intervention. Et studie fra Kina har således fulgt > 600 patienter i 20 år før den endelige diagnose.
Professor, overlæge Steen Hasselbalch, Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, Rigshospitalet, kommenterer: »Studiet er meget interessant af flere årsager. Dels har vi ikke mange longitudinelle studier med så lang observationstid, som kobler kliniske symptomer til ændringer i biomarkører. Dels underbygger dette studie den tidsmæssige udvikling af Alzheimers sygdom, hvor ophobning af amyloid kan ses næsten 20 år før diagnosen, fulgt nogle år senere af ophobning af fosforyleret tau og senere af neurodegeneration. Først seks år før diagnosen er der signifikant forskel i kognition og funktionsniveau mellem de personer, som senere udvikler en Alzheimer-demens, og de, som forbliver kognitivt raske. Dette understreger biomarkørernes rolle i vurderingen af risiko for udvikling af Alzheimers sygdom. Studiet bekræfter også, at Alzheimers sygdom har en meget lang præklinisk fase. Viden om, hvornår de forskellige patologiske processer begynder, har betydning for, hvornår interventioner, der måske kan bremse udviklingen af disse processer, vil være mest effektive. Studiet kan derfor være med til at guide interventioner rettet mod præklinisk Alzheimers sygdom«.
Interessekonflikter ingen
