Skip to main content

Bisfosfonater øger ikke risikoen for »atypiske frakturer«

Behandling af osteoporose med bisfosfonater frygtes at forårsage »atypiske frakturer«, men et registerstudie med ti års opfølgning af > 60.000 danske patienter afkræfter nu, at der er en signifikant risiko for dette.

Redigeret af Per Lav Madsen, lav.madsen@gmail.com

1. sep. 2016
2 min

Bisfosfonater (osteoklasthæmmere) er i randomiserede kliniske studier af 2-5 års varighed vist at nedsætte risikoen for osteoporotiske knoglebrud, typisk hoftebrud, men langtidsbehandling frygtes at kunne øge risikoen for de sjældnere »atypiske« femurskaft og subtrokantære frakturer (FSF) ved at inducere en mulig »uhensigtsmæssig knogleremodellering«. For at undersøge effekten af langtidsbehandling udførte Abrahamsen et al et registerbaseret studie med de i alt 61.990 50-95-årige danskere, der i perioden 1996-2007 fik recept på alendronat (70 mg/uge) og i 2013 var fulgt > 10 år. I forhold til patienter behandlet < 5 år (> 80% recepter indløst), blev risikoen for alle typer frakturer af femur efter ti år nedsat 30-60% svarende til et number needed to treat på 38 for hoftefraktur og 193 for FSF. Der var ingen røntgenbilleder, og man kan derfor ikke sige noget om frakturmekanismen, men modsat hvad man frygtede, faldt incidensen af FSF altså ved alendronatbehandling. Mange FSF er derfor nok osteoporotiske, men forfatterne beregnede, at selv i et worst case scenario, hvor alle FSF var sekundære til alendronat vil den kliniske gevinst af alendronat også efter > 10 års behandling være i samlet favør af alendronat primært fordi hoftefrakturer er langt hyppigere end FSF (16 vs. 3 per 1.000 personår).

Professor Bente Lomholt Langdahl kommenterer: »Studiet bekræfter, at behandling med alendronat bevarer sin frakturforebyggende effekt på osteoporotiske hoftefrakturer over tid uden at øge risikoen for FSF, hvoraf en mindre del må antages at være atypiske frakturer associeret med alendronatbehandling. En svaghed ved studiet er, at patienterne ikke er randomiseret til kortere eller længere behandlingsvarighed, og de sammenlignede grupper derfor måske ikke er sammenlignelige. En af de største udfordringer i forhold til behandling af osteoporose aktuelt er, at mange patienter ikke længere behandles pga. frygt for bivirkninger, herunder atypiske frakturer (Khosla S, Shane E. J Bone Mineral Res 2016 e-pub). Studiet understreger, at patienter med øget risiko for osteoporotiske frakturer med fordel kan forblive i behandling så længe deres øgede risiko består«.

Abrahamsen B, Eiken P, Prieto-Alhambra D et al. Risk of hip, subtrochanteric, and femoral shaft fractures among mid and long term users of alendronate: nationwide cohort and nested case-control study. BMJ 2016;353:i3365.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen