Skip to main content

Blaschkos linjer i akutmodtagelsen

Ugens billede.
Ugens billede.

Marie Høxbro Knudsen, E-mail: mariehoexbroknudsen@gmail.com, Klaus Nielsen & Jens-Erik Beck Jensen, Medicinsk Center, Hvidovre Hospital Ugeskr Læger 2016;178:V67631

16. maj 2016
2 min.

En 73-årig mand med type 2-diabetes blev henvist af sin praktiserende læge til undersøgelse for dyb venetrombose. Han var vågnet samme morgen med et symptomløst udslæt, der var få millimeter bredt, skarpt afgrænset og forløb langs medialsiden af højre crus til medialsiden af femur. Hududslættet var pergamentlignende i overfladen, epidermis var tynd og porøs, og der fremkom væskedannelse og punktblødninger ved berøring.

Patienten blev først behandlet på mistanke om flebitis, senere på mistanke om infektiøs tilstand med lymfangitis. Ingen af behandlingerne havde effekt på udslættet. Ud fra den kliniske undersøgelse blev konklusionen, at der var tale om Blaschkos linjer.

Blaschkos linjer blev første gang beskrevet af den tyske dermatolog Alfred Blaschko (1858-1922) og er lineære mønstre, som forskellige hudsygdomme følger [1]. Linjerne er beskrevet som snoede på abdomen og V-formede på ryggen. Linjerne menes at følge de embryonale cellers vandring, og Rudolf Happle har senere fremsat den teori, at forandringerne kan være et resultat af genetisk mosaik [2]. Prævalensen er ikke kendt, men linjerne er yderst sjældne og forekommer f.eks. i mindre end 0,02% af alle lichen planus-tilfælde [3]. Prognose og behandling afhænger af, hvilken hudsygdom der er den udløsende årsag.

Interessekonflikter:

Referencer

LITTERATUR

  1. Yazdani Abyaneh MA, Griffith R, Falto-Aizpurua L et al. Famous lines in history: Blaschko lines. JAMA Dermatol 2014;150:1062.

  2. Cohen J 3rd, Shahrokh K, Cohen B. Analysis of 36 cases of blaschkoid dyspigmentation: reading between the lines of Blaschko. Pediatric Dermatol 2014;31:471-6.

  3. Horowitz MR, Vidal Mde L, Resende MO et al. Linear lichen planus in children – case report. Anais Brasil Dermatol 2013;88(suppl 1):139-42.