I Danmark er ca. 8% af en fødselsårgang født efter IVF-behandling, heraf er mere end halvdelen af børnene født efter nedfrosne og optøede æg (FET). Børn født efter FET har 2-3 gange større risiko for at være født med for høj fødselsvægt og kan derfor have øget risiko for højt BMI fremover, hvilket kan føre til øget forekomst af kardiometaboliske sygdomme. I et nyt dansk studie sammenlignes forskellige kropsmål, herunder BMI, hos børn født efter nedfrysning af befrugtede æg med kropsmål hos børn født efter oplægning af friske æg og naturlig konception. Forfatterne fulgte i alt 600 børn født efter FET, friske æg og naturlig konception, som er blevet undersøgt i 7-10-årsalderen. Som forventet havde børn født efter FET signifikant højere fødselsvægt sammenlignet med børn født efter friske æg og naturlig konception. Ved målingerne i 7-10-årsalderen var BMI hos børn født efter nedfrysning af æg sammenligneligt med BMI hos børn født efter oplægning af friske æg og naturlig konception, men hos piger var vægt, højde samt talje-, hofte- og fedtmål signifikant højere efter FET i forhold til de to andre grupper.
Professor Lone Schmidt, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, kommenterer: »Da vi ved, at børn født efter nedfrosne æg har forøget risiko for høj fødselsvægt, er aktuelle studie meget betydningsfuldt. I analyserne er taget højde for en række relevante konfoundere som paritet, uddannelse, rygning under graviditeten og amning. Yderligere er gennemført en grundig non-responder-analyse«.
Interessekonflikter ingen.