Skip to main content

Borreliainfektion med skuldersmerter som primært symptom

Læge Troels Reinholdt Møller Vejle Sygehus, Neurologisk Afdeling

4. nov. 2005
4 min.

Neuroborreliose er en af de hyppigste vektormedierede sygdomme på den nordlige halvkugle. Et bredt spektrum af sym-ptomer med afficering af mange forskellige organer er med til at vanskeliggøre diagnostikken af sygdommen. Sjældent ses smerter og progredierende parese af skuldermuskulaturen som eneste symptomer.

Sygehistorie

En 69-årig mand blev indlagt akut på grund af progredierende parese af begge overekstremiteter. Patienten havde kendt non-insulin dependent diabetes mellitus (NIDDM), men var ellers sund og rask.

Tre uger tidligere opstod der nakkesmerter hos patienten. Smerterne strålede ud over højre skulderåg.

Patienten henvendte sig til egen læge, som fik mistanke om skulderbursit og gav smertestillende behandling. Endvidere konsulterede patienten en kiropraktor, der foretog manipulationer af nakken.

En uge efter debut var der smerteudstråling til venstre skulder og begyndende kraftnedsættelse af venstre arm i skulderen og albuen. Få dage forud for indlæggelsen opstod der føleforstyrrelser i venstre hånds fingre samt progredierende parese i højre arm. Ved ankomsten på neurologisk afdeling fand-tes der atrofi af musculus suprascapularis, mest udtalt på højre side. Der var parese (kraft grad 1) over højre albue og (kraft grad 4) ved venstre albue ved fleksion, parese (kraft grad 3) på højre hånd og (kraft grad 5) på venstre, samt paralyse af trapeziusmuskulaturen bilateralt. Der er dyb arefleksi bilateralt på overekstremiteterne. Der fandtes nedsat sensibilitet på højre arm, mest udtalt dorsalt, og smerter ved ekstension af albueleddet. Der var paræstesier distalt på venstre hånd, men i øvrigt normal sensibilitet i venstre overekstremitet. Der var normal sensibilitet, tonus, trofik, kraft samt dybe reflekser I svarende til underekstremiteterne.

MR-skanning af columna cervicalis blev bestilt på mistanke om svær stenose ved C4-C6-niveau. Undersøgelsen viste beskedne degenerative forandringer i columna, intet patologisk.

Elektromyografi blev bestilt på mistanke om bilateral plexus brachialis neuritis. Diffrentialdiagnostisk blev der også overvejet Guillian-Barrés syndrom og akut polyradikulit.

Blodprøverne viste et blodsukker på 10,4 mmol/l samt normale infektionsparametre.

Ved gennemgang næste morgen uddybedes anamnesen og patienten fortalte, at han under ture i skoven havde set en del skovflåter kravle på sig, men han erindrede ikke at være blevet bidt. Han havde hverken haft hududslæt, ledsmerter eller feber forud for indlæggelsen.

På den baggrund opstod der mistanke om neuroborreliose, og der udførtes lumbalpunktur, som viste pleocytose (115) samt positive titrer for både IgM- og IgG-borrelia. Efterfølgende blev patienten sat i infusionsbehandling med ceftri-axon i tre uger for neuroborreliosis.

To måneder efter var patienten tilbage i sin habitualtilstand, fraset sjældent forekommende sitrende fornemmelse på højre håndryg. Ved objektiv undersøgelse fandtes normal kraft i alle led samt normale dybe reflekser.

Diskussion

Neuroborreliosis, Lyme disease , skyldes infektion med spirokæten Borrelia burgdorferi , der overføres ved bid fra skovflåt (Ixodes ricinus ).

Kun 25-45% af patienterne med borreliainfektion er opmærksomme på, at de forud er blevet bidt af en skovflåt [1]. Symptomspektret er bredt og varierer fra slet ingen symptomer til flere symptomer på en gang. Erythema migrans forekommer som et af de hyppigste symptomer inden for dage til uger, efter patienten er blevet bidt [2].

Neuroborreliosis er ligeledes hyppig og kan inddeles i den subakutte meningeo-myleo-radikulo-neurit, som udgør ca. 95% og den kroniske progressive encephalomyelit/kroniske meningit som udgør ca. 5% [1].

Den subakutte meningeo-myleo-radikulo-neurit viser sig ofte som radikulære smerter og pareser. Smerterne er typisk voldsomme og følger sjældent det anatomiske område af nerverødder eller perifere nerver. 65-75% har motoriske udfald. Hyppigste motoriske udfald er facialisparese [1].

Symptomer og udfald på begge overekstremiteter er sjældent, da neuroborreliose typisk er asymmetrisk i debut, udbredelse og sværhedsgrad [1].

Denne sygehistorie understreger, at neuroborreliose kan debutere med ukarakteristiske symptomer. Ved langsomt progredierende smerter og lammelser bør der være vide indikationer for diagnostik med henblik på udelukkelse af neuroborreliose. Manglende erkendelse af flåtbid kan ikke anvendes diagnostisk til udelukkelse af neuroborreliose.


Troels Reinholdt Møller, Øre-, Næse- og Halsafdeling F, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C.

Antaget: 22. august 2003.

Interessekonflikter: Ingen angivet

Taksigelse: Forfatteren ønsker at takke Anne-Mette Homburg og Johan Wallin.


Summary

Summary Borrelia infection with shoulder pain as the primary symptom Ugeskr Læger 2004;166:599-600 A 69-year-old man had muscle pain in the neck region and progressing symmetric paresis in the shoulder musculature. Examination of the cerebrospinal fluid showed positive IgM and IgG Borrelia . The patient was treated with antibiotics and recovered completely. The symptoms are uncommon for neuroborreliosis and emphasise the importance of exclusion of neuroborreliosis in patients with uncharacteristic neurological symptoms.

Referencer

  1. Hansen K. Lyme neuroborreliosis: improvement of laboratory diagnosis and survey of epidemiological and clinical features in Denmark 1985-1990. Acta Neurol Scand 1994;89:1-44.
  2. Henriksen TB. Lyme-neuroborreliose hos en 66-årig kvinde. Ugeskr Læger 1997;159:3175-7.