Skip to main content

Brandsår på bryst efter solbadning

Cover

Amalie Schramm, Lilan Elsebet Engel, Tina Tos & Michael Prangsgaard Møller

16. sep. 2024
2 min.

En 51-årig kvinde blev venstresidigt brystrekonstrueret med en fri lap grundet brystkræft og adjuverende strålebehandling. Fire år senere fik hun under en solferie en tredjegradsforbrænding på mastektomilappen af det rekonstruerede bryst svarende til 0,5% af kropsarealet (A). Varmepåvirkningen bestod alene i varmen fra solen afgivet gennem en våd badedragt til brystet. Hun blev behandlet med kirurgisk revision (B) og senere hudtransplantation (C og D).

Det er sjældent, men velkendt, at forbrændinger kan opstå ved lav varmepåvirkning på brystrekonstruktioner både med og uden laprekonstruktion [1]. I et review rejses der mistanke om, at mørktfarvet tøj og tidligere strålebehandling øger risikoen [1]. Skadesmekanismen er ikke helt klarlagt, men menes blandt andet at skyldes: 1) nedsat følesans på grund af manglende nerveinnervation af huden efter mastektomi, 2) at mørkt tøj absorberer lys af alle bølgelængder og deraf mere energi end lyst tøj, og 3) at strålebehandling skader de små kar i huden, hvilket nedsætter hudens evne til termoregulation [1].

Kendskab til tilstanden er vigtig for at kunne stille diagnosen, da anamnesen ikke umiddelbart afslører skadesmekanismen som ved vanlige forbrændinger.

Korrespondance Amalie Schramm. E-mail: amalieschramm@gmail.com

Publiceret på ugeskriftet.dk 16. september 2024

Interessekonflikter ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk

Artikelreference Ugeskr Læger 2024;186:V72042.

doi 10.61409/V72042

Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0

Referencer

  1. Romanelli MR, Daugherty THF, Sommer NZ. Solar burns to the reconstructed breast: a rare complication following breast reconstruction. Plast Reconstr Surg Glob Open. 2022;10(5):e4222. https://doi.org/10.1097/GOX.0000000000004222