Breech at term. Early and late consequences of mode of delivery

Doktorafhandlingen, som omfatter syv originale publikationer og en sammenfattende oversigt, tager udgangspunkt i kvalitative og kvantitative analyser af danske fødsler i 1982-1995. Formålet var at vurdere den planlagte forløsningsmåde med hensyn til barnets og moderens risiko for komplikationer på kort og langt sigt.

Analysen afspejler resultaterne af klinisk håndtering af sædefødsler (UK) i en population, hvor 21% fødte vaginalt, 45% ved elektivt sectio, 34% ved akut sectio, og hvor vaginal fødsel var planlagt hos 17% af kvinder med et enkelt foster til terminen.

Planlagt vaginal fødsel var forbundet med en 15 gange højere risiko for lav Apgar-score (< 7 efter 5 min) eller fosterdød (under fødslen eller i første leveuge) sammenlignet med elektivt sectio.

Den estimerede hyppighed af føtale komplikationen pr. 1.000 planlagte vaginale fødsler var ét dødsfald og 17 tilfælde af børn med lav Apgar-score, hvoraf tre udviklede et større eller mindre handicap.

Cerebral parese og epilepsi forekom lidt hyppigere blandt børn født i UK til terminen. Sammenhængen var ikke korreleret til forløsningsmåden, men kunne tilskrives en hyppigere forekomst af intrauterin væksthæmning.

For moderen indebar elektivt sectio en større risiko for infektion eller blødning end ved vaginal fødsel. Til gengæld forekom komplikationerne hyppigere ved et akut sectio end ved et elektivt sectio, og ved sammenligning af elektivt sectio med planlagt vaginal fødsel var risikoen for maternelle komplikationer derfor ikke øget.

Der var ingen maternelle dødsfald ved elektivt sectio ved UK til terminen, og moderens mortalitet eller morbiditet på længere sigt var ikke øget. Hyppigheden af komplikationer i de følgende graviditeter og fødsler var ikke påvirket af forløsningsmåden i første graviditet, og 75% af de, som fik foretaget sectio i første graviditet, fødte vaginalt i den følgende graviditet.

Resultaterne af disse observationelle studier er relevante for den danske population af fødende og giver svar på risikoen for sjældne alvorlige komplikationer og langtidseffekter, hvilket ikke kan opnås ved randomiserede kontrollerede undersøgelser.

Informationen om den lille - men signifikant øgede - risiko for barnet ved planlagt vaginal fødsel vil formentlig føre til, at de fleste kvinder foretrækker forløsning ved sectio. Det kan derfor blive vanskeligt at opretholde den fornødne erfaring og de kliniske færdigheder, som er nødvendige for at varetage en vaginal forløsning ved UK.

Imidlertid vil der stadig være kvinder, som vælger en vaginal fødsel, eller som ankommer, når fødslen er så fremskreden, at sectio ikke længere er en mulighed. For at yde disse kvinder en optimal behandling er det nødvendigt fortsat at uddanne obstetrikere og jordemødre i at håndtere en vaginal forløsning ved UK.