Skip to main content

Cancer patienters anvendelse af opioider. Et farmako-epidemiologisk registerkoblingsstudie

Læge Lene Jarlbæk: Forf.s adresse: Klinisk Farmakologi, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet. Winsløwparken 19, 3. sal, DK-5000 Odense C. E-mail: ljarlbaek@healht.sdu.dk Forsvaret fandt sted den 16. december 2005. Bedømmere: Niels Holm, Jørn Herrstedt og Søren Friis. Vejledere: Jakob Kragstrup, Morten Andersen og Jesper Hallas .

2. jan. 2006
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er en oversigt og tre artikler, der omhandler farmako-epidemiologiske aspekter af cancerpatienters brug af opioider. Arbejdet blev udført på forskningsenhederne for Almen Praksis og Klinisk Farmakologi, Syddansk Universitet, Odense, i perioden 2001-2004.

Formålet var at belyse opioidforbruget i en populations- kohorte af cancerpatienter. Oplysninger på fynske cancerpatienter fra 1993 til 1998 og deres forbrug af opioider i perioden 1993 til 2003 blev samlet ved at koble data fra Cancer Registret med receptdatabasen OPED.

Hele populationens opioidforbrug steg; hovedparten af stigningen i forbruget af stærke opioider skyldtes cancerpatienterne, mens forbruget af svage opioider steg på baggrund af et stigende antal brugere uden cancer. Cancerpatienternes opioidforbrug steg 85% fra 1994 til 1998. Patienternes prævalens og incidens af opioidbrug steg, samtidig med at opioidbehandlingen blev iværksat tidligere i sygdomforløbet. Fem år efter cancerdiagnosen havde næsten 60% af patienterne brugt opioider. Der fandtes ingen kønsforskelle i starttidspunktet for behandlingen. Cirka 45% af de incidente opioidbrugere overlevede første behandlingsepisode, og 60% af disse genoptog opioidbehandlingen senere. Knap halvdelen af de nye opioidbrugere var terminale ved start af opioidbehandlingen. Præferencen for førstevalgsopioidet ændredes fra stærke til svage opioider, og tramadol var det mest anvendte førstevalgsopioid, selv blandt terminale cancerpatienter. Resultaterne indikerer en velvilje over for brugen af opioider til cancerpatienter. Fremtidige studier bør fokusere på tidspunktet for iværksættelse af opioidbehandling og præparatvalget i forhold til kvaliteten af smertebehandlingen.