Skip to main content

Center for Børn udsat for Overgreb

Professor Annie Vesterby

14. mar. 2008
3 min.


Siden den 1. oktober 1999 er alle undersøgelser af børn og voksne, der har været udsat for volds- eller sædelighedsforbrydelser, blevet udført af læger ved de retsmedicinske institutter (i København, Odense og Århus). Undersøgelse af voldtægtsofre finder sted på de centre for voldtægtsofre, der siden den 1. november 1999 er blevet etableret. Her tilbydes en samlet og koordineret indsats for voldtægtsofre med retsmedicinsk undersøgelse og psykosocial omsorg og behandling, ligesom de indledende politiafhøringer kan foregå på centret. Retsmedicinsk Institut, Århus, har været med til at sikre centret i Århus status som regionalt videnscenter, så det dermed har kunnet få del i ministeriets satspuljemidler til forskning og vidensformidling for 2007 og 2008.

For børn, der har været udsat for seksuelt overgreb, er indsatsen desværre fortsat mangelfuld og ukoordineret. Antallet af børn, der udsættes for seksuelle overgreb, er ukendt. De officielle statistikker er mangelfulde. Alle, som har mistanke om, at et barn udsættes for seksuelt overgreb, skal underrette de sociale myndigheder, som derefter afgør, om der skal foretages politianmeldelse. Politiet vil, såfremt overgrebet ikke er akut, og barnet er 3-12 år foretage videoafhøring på politigården. Politiet vurderer, om der skal foretages en retsmedicinsk undersøgelse, og retsmedicineren vurderer, om barnet efterfølgende skal henvises til egen læge eller til en børneafdeling til behandling og opfølgning. En opgørelse af 500 børnesager fra Retsmedicinsk Institut, Århus, har vist, at det er barnets beretning og ikke resultatet af lægeundersøgelsen, der er afgørende for sagens udfald [1].

Der har i mange år ikke mindst fra retsmedicinsk side [2] været fremsat ønske om at koordinere og samle indsatsen for de børn, som skal lægeundersøges, og forbilledet har været de børnecentre, som findes i USA, og Barnahuset i Island.

Med udflytning af Retsmedicinsk Institut, Århus, til et nybygget institut på Århus Universitetshospital, Skejby, i efteråret 2007 blev der skabt mulighed for at etablere fysiske rammer for et center for børn, der har været udsat for seksuelt overgreb. I det daværende Århus Amt stillede man sig velvillig over for den plan, der forelå i starten af 2000 udarbejdet af en tværfaglig gruppe af personer fra social- og sundhedssektoren samt politiet og Retsmedicinsk Institut. Den 8. november 2007 åbnede landets første Center for Børn udsat for Overgreb (CBO). Centret, som modtager børn, der har været udsat for alle former for overgreb, ledes af en overlæge i pædiatri og har en børnesygeplejerske, en psykolog, en socialpædagog, en socialrådgiver og en sekretær ansat. Centret er en selvstændig enhed under børneafdelingen på Århus Universitetshospital, Skejby, med egne fysiske rammer, og på centret foregår såvel politiets videoafhøring af barnet som lægeundersøgelsen foretaget af en retsmediciner med assistance fra en børnesygeplejerske (Figur 1 ). Der er mulighed for behandling og evt. opfølgning på centret for dem, som bor i centrets optageområde [3].

Der er store forventninger til dette center, hvor forskellige faggrupper skal arbejde sammen med det fælles mål at skabe en bedre og en koordineret indsats for børn og deres familier. Der er forventninger til, at de forskellige faggruppers faglige kompetencer vil øges, og at der oparbejdes en ekspertise, der kan formidles til og være forbillede for andre fremtidige centre.



Korrespondance: Annie Vesterby Charles, Retsmedicinsk Institut, Aarhus Universitet, DK-8200 Århus N. E-mail: av@retsmedicin.au.dk

Interessekonflikter: Ingen



Referencer

  1. Hansen LA, Mikkelsen SJ, Vesterby CA. Ano-genital findings in sexually abused children in cases with a conviction. Amer Acad Forensic Sciences, 2005.
  2. Vesterby CA. Retslægelige undersøgelser af børn udsat for seksuelt overgreb, professortiltrædelsesforelæsning. Ugeskr Læger 2006;168:3511-3.
  3. Christensen HN. Nyt Center for Børn udsat for Overgreb (CBO). Lægen i Midten 2007;7:14-5.