Skip to main content

Childhood cataract in Denmark: Incidence and risk factors

Læge Birgitte Haargaard: Forf.s adresse: Vangeledet 51, DK-2830 Virum. E-mail: birgitte@haargaard.dk;bgd@ssi.dk Forsvaret finder sted den 8. oktober 2004, kl. 14.00, i foredragssalen, bygning 43, Statens Serum Institut, Artillerivej 5, 2300 København S. Bedømmere: Jonathan Holmes , USA, cand.scient. Mette Madsen og Thomas Olsen . Vejledere: Mads Melbye, Hans Callø Fledelius og Thomas Rosenberg .

1. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er udført under min ansættelse på Statens Serum Institut, Afdeling for Epidemiologisk Forskning.

Formålet med dette populationsbaserede kohortestudium var at undersøge forekomsten af børnekatarakter i Danmark over de sidste 20 år, den ætiologiske fordeling og kliniske manifestation af kongenit/infantil katarakt samt risikofaktorer for kongenit/infantil katarakt.

Forekomsten af kongenit/infantil og af complicata katarakt fandtes stabil i hele undersøgelsesperioden, hvilket indikerer, at risikofaktorerne for disse sygdomme har været stort set uændrede. Eneste undtagelse var forekomsten af undergruppen af traumatisk katarakt, der faldt markant hos drenge. Blandt de i alt 1.027 populationsbaserede kongenit/infantil katarakttilfælde fandtes overordnet ingen kønsforskel, 64% havde bilateral katarakt og 71% havde isoleret katarakt. De fleste af tilfældene var idiopatiske og disse udgjorde 87% af de unilaterale tilfælde og 50% af de bilaterale. Som væsentligste risikofaktor fandtes lav fødselsvægt (< 2.000 g), som var associeret med en over 10 gange forøget risiko for at udvikle bilateral katarakt, men ikke unilateral katarakt. Dette indikerer, at de to forskellige manifestationer af sygdommen har hver deres ætiologi.

Det indsamlede materiale udgør et unikt grundlag for fremtidige studier af bl.a. behandlingen af børn med kongenit/infantil katarakt gennem tiderne, samt af forekomsten af postoperative langtidskomplikationer og af synsevnen på sigt.