Christian Bohr - far til ligning, effekt og Niels

Christian Bohr blev født i 1855. I Peter Panums fysiologiske laboratorium på Københavns Universitet skrev han en artikel om kødfordøjelse som 22-årig medicinstuderende og disputats (»Studier over mælk«) tre år senere som videnskabelig assistent [1]. I de følgende år var han ved Universitetet i Leipzig elev hos den fremstående tyske fysiolog Carl Ludwig , der var af afgørende betydning for hans valg af forskningsfelt. Her studerede han først muskelkontraktion. Derefter påbegyndte han de undersøgelser af transporten i lungerne og bindingen i blodet af ilt og kuldioxid, som optog ham resten af livet i København, hvor han blev professor efter Panum i 1886. Det centrale spørgsmål var, hvorvidt gasudvekslingen i lungerne foregår rent passivt ved diffusion, eller om lungerne fungerer som kirtler og befordrer gasudvekslingen ved »specifik cellevirksomhed«. Til støtte for det sidste synspunkt fandt Bohr hos hunde, at arterieblodets ilt- og kuldioxidtryk var henholdsvis højere og lavere end de tryk, der formodedes at foreligge i alveoleluften. Disse tryk blev beregnet ud fra atmosfæretryk og alveolære gasfraktioner (FA ) bestemt ved hjælp af den senere benævnte Bohrligning, i hvilken indgik afstøbningsmålinger af »det døde rum« (VD ) og målinger af det gennemsnitlige eksspirationsvolumen (VT ) samt fraktionerne af enten ilt eller kuldioxid i inspirationsluft (FI ) og eksspirationsluft (FE ):

FA = (VT × FE - VD × FI )(VT - VD )-1

Ligningen har sidenhen været meget brugt til bestemmelse af VD og dannede grundlag for formuleringen af begrebet alveolær ventilation. Ved anvendelse af mere præcist måleudstyr påviste man imidlertid i modsætning til de tidligere fund, at gastransporten i lungerne ikke gik imod, men fulgte trykforskellene mellem alveoleluft og blod. Stadigvæk kunne det være, at sekretion bidrog til transporten, hvis diffusion ikke fuldstændig kunne redegøre for denne. Diffusionen af ilt i lungerne vil være bestemt af disses iltdiffusionskapacitet og middeltrykforskellen for ilt mellem alveoleluft og lungekapillærblod. Med stor originalitet udviklede Bohr kulmonoxidmetoden til bestemmelse af iltdiffusionskapaciteten samt det matematiske grundlag for at beregne den nævnte middeltrykforskel ud fra iltmålinger i alveoleluft og lungearterie- og -veneblod [2]. Med disse redskaber fandt han, at diffusion ikke fuldstændig kunne forklare den øgede iltoptagelse under muskelarbejde. Han fastholdt derfor, at »specifik lungeaktivitet« kan bidrage til iltoptagelsen. Han havde imidlertid anvendt diffusionskapaciteter bestemt under hvile. Da det siden viste sig, at diffusionskapaciteten kan øges under arbejde, især gennem kapillærrekruttering, fik han kun ret, såfremt denne ændring i funktionel lungestruktur ses som en »specifik lungeaktivitet« [2]. Sideløbende med de beskrevne studier påviste Bohr , at hæmoglobin har stor betydning for binding af kuldioxid i blod, at hæmoglobinets iltbindingskurve er S-formet, og at kuldioxid hæmmer bindingen af ilt til hæmoglobin (Figur 1 ). Bohr blev indstillet til Nobelprisen tre gange, men det var en af hans mange elever [1-3], August Krogh , der fik den for arbejde med en problemstilling analog til Bohrs . Bohr citeres, og hans indsats værdsættes stadig internationalt [2, 4]. Den byggede på solid indsigt i matematik, fysik og kemi, men hans interesser spændte fra poesi til fodbold. Han døde midt i sit arbejde, morgenen efter at sønnen Niels havde færdiggjort sin banebrydende disputats.

Korrespondance: Henrik Galbro , Klinik H, Bispebjerg Hospital, DK-2400 København. NV. E-mail: hgalbo@mfi.ku.dk