Skip to main content

Clinical and histological aspects of CNV formation

Læge Nathan Lassota: Forf.s adresse: Nørrebrogade 118, 3. th., DK-2200 København N. E-mail: nl@eyepath.ku.dk Forsvaret finder sted den den 5. september 2008, kl. 14.00, Auditorium A, Teilumbygningen, Frederik V´s Vej 11, København. Bedømmere: Bernd Kirchhof , Tyskland, Anders Kvanta, Sverige og Nis Andersen. Vejledere: Jan Ulrik Prause, Erik Scherfig, Jens Folke Kiilgaard og Morten La Cour.

3. sep. 2008
2 min.

Denne ph.d.-afhandling udgår fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi, Øjenpatologisk Sektion, Københavns Universitet.

Choroideal neovaskularisation (CNV) forårsager alvorligt synstab ved øjensygdomme som aldersrelateret matuladegeneration (AMD), angioide streaks, myopi og okulært histoplasmosesyndrom. Med udviklingen af anti-vaskulær endotelial vækstfaktor (VEGF)-terapi er der gjort fremskridt i behandlingen af CNV. Flertallet af patienter behandlet med anti-VEGF-farmaka opnår dog ikke signifikante forbedringer af synsevnen men snarere, at synsstyrken ikke vedbliver med at aftage. For at udvikle og ikke mindst for at afprøve nye og mere effektive behandlingsformer, er der behov for reproducible dyremodeller, som udviser en lighed med sygdommen.

Formålet med dette ph.d.-studie var at udvikle en dyremodel af CNV, som kunne anvendes til at studere den tidlige dannelse af CNV-membraner, samt til at afprøve effekten af en anti-angiogen behandling. Grisen blev valgt som forsøgsdyr.

Ved kirurgisk perforation af Bruchs membran var det muligt at inducere dannelsen af CNV-membraner. Membranernes morfologi og cellulære indhold varierede med den kirurgisk anvendte teknik. Når retinalt pigmentepitel (RPE)-celler blev fjernet lokalt samtidigt med, at perforationen foretoges, resulterede det i tyndere CNV-membraner indeholdende færre blodkar og med en mindre tilbøjelighed til at udvise lækage ved fluorescens-angiografi end når RPE-cellerne blev efterladt intakte ved induktionen. Ingen af induktionsmetoderne beskadigede neuroretina over perforationsstedet, hvilket tillod, at den efterfølgende retinale skade alene blev tilskrevet udviklingen af CNV.

Anvendelsen af denne dyremodel tillod os at overføre histologiske informationer direkte til fluorescens-angiografier og derved udføre korrelationer mellem histopatologiske og fotografiske fund. Histologiske undersøgelser af de porcine CNV-membraner viste, at de indeholdt RPE-celler, glialceller, makrofager, endotelceller, kollagen og glatte muskelfibre, hvilket er de samme celler og fibrillære elementer, som dominerer humane CNV-membraner.

Effekten af intravitrealt injeceret bevacizumab blev afprøvet i grisemodellen ved et randomiseret og maskeret studie. Bevacizumab, et pan-VEGF A-antistof, reducerede proliferationen af endotelceller i CNV-membraner og mindskede endvidere disse membraners tilbøjelighed til at udvise lækage i fluorescens-angiografier. Immunohistokemisk blev bevacizumab påvist i stratum limitans internum, i retinale blodkar samt bindende ensartet til hele CNV-membranen.

Baseret på ovenstående fund kan det konkluderes, at den porcine CNV-model udviser ligheder med den humane patologi og derfor kan anvendes som værktøj til at opnå forbedrede behandlingsmuligheder for denne invaliderende sygdom.