Clinical aspects of recovery from neuromuscular block induced by non-depolarising neuromuscular relaxants with an intermediate duration of action

Doktordisputatsen bygger på ni arbejder udført på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling, Odense Universitetshospital, og Department of Anesthesia and Perioperative Care, University of California, San Francisco. Formålet med undersøgelserne, som omfatter patienter og frivillige i generel anæstesi, var ved anvendelse af neuromuskulært blokerende stoffer med intermediær virkningsvarighed (NMBAI): 1) at vurdere accuracy for to metoder til monitorering af den neuromuskulære funktion og 2) at vurdere indvirkningen på recovery -forløbet af: A) antropometriske variable, B) inhalationsanæstetika og C) prædiktorer for reverteringstiden.

Bias og limits of agreement (LA)-vurderingen af double-burst -stimulation (DBS), en ny metode udviklet til bedre taktilpåvisning af restcurarisering, viste, at DBS-målinger ikke er direkte ombyttelige med train-of-four (TOF)-målinger. Acceleromyografi (AMG) er en ny kvantitativ monitoreringsteknik, som er tilgængelig i en kompakt og bærbar enhed. Bias og LA-vurdering viste, at forskellen mellem AMG og mekanomyografi-målinger er så stor, at metoderne ikke er direkte ombyttelige. AMG-metoden er imidlertid fuldt anvendelig i den daglige klinik. Halogenerede kulbrinter potenserer NMBAI, og recovery -forløbet forlænges. Ophør med tilførsel af inhalationsanæstetika samtidig med revertering svækker denne potensering; men recovery-forløbet bliver ikke hurtigere end det, der ses ved brug af i.v. anæstetika. Hos overvægtige fås forlænget virkningsvarighed ved dosering af NMBAI efter et mg per kg kropsvægt-princip. Dosis bør reduceres svarende til graden af overvægt for at få samme virkningsvarighed som hos ikkeovervægtige patienter. Reverteringstiden derimod synes ikke at afhænge af kropsmassen. Graden af neuromuskulær blokade på reverteringstidspunktet har stor indflydelse på recovery -tiden. Ønsker man den fulde effekt af neostigmin, det vil sige at minimere den totale blokadetid mest muligt, er det imidlertid nødvendigt at indgive neostigmin før T1 > 15%. Når de nye grænser for sufficient reetablering af muskelfunktionen (TOF-ratio > 0,80-0,90) bruges, kan TOF-tallet (antallet af muskelkontraktioner efter TOF-stimulation registreret ved taktil eller visuel evaluering) ikke anvendes som guide for neostigminadministration. Det er ikke muligt at opnå sufficient recovery efter 20 min, selv om TOF-tallet er 4 på reverteringstidspunktet. Der findes forskellige prædiktorer, som giver information om reverteringsforløbet. Således vil en lang NMBAI-virkningsvarighed øge sandsynligheden for en lang reverteringstid og en kort virkningsvarighed pege mod en kort reverteringstid. Fremtidige mulige forskningsområder er sammenhængen mellem AMG-målinger og muskelfunktion og anvendeligheden af cyklodextriner som reverteringsmiddel.