Course on molecular epidemiology

Nowhere is the sense of promise greater or the potential implications more profound than at the interface of the fields of epidemiology and genetics . National Cancer Institute, USA, 2001

Færdigsekventeringen af det humane genom i 2001 indebærer store muligheder for klinisk epidemiologisk forskning. På nærværende kursus, der var organiseret af Vanderbilt University (VU) og Vanderbilt-Ingram Cancer Center (VICC) i samarbejde med International Agency for Research on Cancer (IARC) og International Epidemiology Institute (IEI), blev forskere med henholdsvis epidemiologisk og molekylærbiologisk baggrund bragt sammen. Formålet med kurset var at give en introduktion til, hvordan molekylære biomarkører kan anvendes i epidemiologiske studier af cancer og andre kroniske sygdomme.

Kurset var præget af et meget højt fagligt niveau med pionerer inden for cancergenetik som Joseph Fraumeni og Margaret Spitz blandt underviserne. Laboratorieteknikkerne, inklusive laboratoriedemonstration af DNA-ekstraktion og de forskellige polymerasekædereaktionsbaserede high-troughput -teknikker til genotypning, som udvikles eksplosivt, blev tålmodigt gennemgået for os epidemiologer.

I den postgenomiske æra er den epidemiologiske udfordring at klarlægge relationen mellem bestemte genetiske variationer og risikoen og prognosen for sygdom. Arbejdshesten har været case-kontrol-studiet, hvor den overordnede relative risiko (odds-ratio) for cancer eller anden sygdom ved bestemte genpolymorfismer vurderes. Epidemiologiske problemstillinger er de fra case-kontrol-studier velkendte: Selek- tionsbias pga. øget diagnosticering af cases, der har cancertilfælde i familien og dermed høj genetisk risikoprofil, informationsproblemer pga. vanskeligheder (især i USA) med at få lov til at udtage blod eller mundskyllevand til genanalyse, konfounding af f.eks. forskellig etnicitet blandt cases og kontrolpersoner og dermed forskellig baseline -prævalens af genvariationer. Case-only -studier bliver i tiltagende grad brugt til vurdering af gen-miljø-interaktion, idet cases med og uden høj-risikopolymorfismer sammenlignes med hensyn til bestemte miljøeksponeringer.

Det måske største problem i den molekylærepidemiologiske forskning er den enorme informationsmængde, som medfører høj risiko for massesignifikans, når der screenes bredt for relationer mellem genvariationer og sygdom, samt risikoen for publikationsbias, idet negative relationer kun sjældent publiceres. Vejen frem er store, populationsbaserede kohortestudier med tilhørende DNA-banker, som er påbegyndt mange steder i verden, og integration af data fra forskellige laboratorier i et stort internationalt samarbejde. Dette samarbejde må nødvendigvis inddrage molekylærbiologer såvel som klinikere og epidemiologer.