Skip to main content

Cutaneous penetration of topical formulations in healthy and diseased skin

Kursusreservelæge Patricia García Ortiz: Forf.s adresse: Kronprinsensvej 43, DK-2000 Frederiksberg. E-mail: patriciagarcia@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 17. oktober 2008, kl. 14.00, Store Auditorium, Gentofte Hospital, Niels Andersens Vej 65, Hellerup. Bedømmere: Klaus Ejner Andersen, Hans Christian Wulf og Markus Müller, Østrig. Vejledere: Eva Benfeldt, Torkil Menné, Steen Honoré Hansen og Vinod P. Shah, USA.

10. okt. 2008
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Dermatologisk Afdeling K, Gentofte Hospital.

Formålet var at evaluere bioækvivalensen mellem tre forskellige topikale formuleringer i normal hud og at undersøge hudsygdommes indflydelse på lægemiddelpenetrationen i huden. To forskellige opsamlingsmetoder blev anvendt med de nævnte formål: 1) mikrodialyseteknik, hvor princippet er at efterligne de små blodkars passive funktion ved at perfundere en tynd dialysefiber lagt ned i vævet (huden), og 2) tape stripping, som består i at påsætte tape på hudens overflade og løfte tapen af gentagne gange, således at man opsamler hudens døde hornceller fra stratum corneum, og de bliver analyseret for indhold af lægemiddel.

Resultaterne fra afhandlingens tre undersøgelser bekræfter, at både mikrodialyse og tape stripping er anvendelige metoder til såvel bestemmelse af lægemiddelpenetration som bioækvivalens i huden med minimale gener for forsøgspersonerne. Resultaterne ved de tre studier viste sig dog at være forskellige for forsøgspersonerne, hvilket kan tilskrives metodernes forskellige principper, da de muliggør undersøgelsen af farmakokinetiske processer i to forskellige hudlag: stratum corneum ved tape stripping og dermis ved mikrodialyse. Mikrodialysemetoden er således førstevalg, såfremt dermis er målorgan for lægemiddelpenetration, og metoden bør ligeledes foretrækkes i tilfælde af hudsygdom eller beskadigelse af hudens barriere.

Der er dog nogle begrænsninger i afhandlingens resultater, og der er behov for yderligere undersøgelser, som kan bidrage med en mere detaljeret karakterisering af mikrodialysens resultater og deres korrelation til målingerne af hudens integritet med noninvasive målemetoder.