Der er dog fortsat to procesindikatorer som vedrører tidlig opsporing og behandling af hjertestop, der ligger væsentligt under målet: Indikator 2 – Andelen af patienter der var EKG-monitoreret ved hjertestoppet, og indikator 4 – Andelen af patienter hvor tid fra erkendelsen af hjertestop til påbegyndt hjerterytmeanalyse var ≤ 2 minutter. Det anbefales, at hospitalerne fokuserer på de to indikatorer i forhold til egne data. En forbedring inden for indikator 2 og 4 vil sandsynligvis øge overlevelsen efter hjertestop på hospital. Særligt akutmodtagelserne, hvor kun 54 % af patienterne, som udviklede hjertestop i 2023, var EKG-monitoreret ved hjertestoppet, bør være et område for lokal skærpet opmærksomhed på optimal udnyttelse af monitoreringsressourcer.