Resultat fra årsrapporten, 1. januar – 31. december 2024.
Dansk Depressionsdatabase fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK).
Dansk Depressionsdatabase (DDD) har fungeret som klinisk kvalitetsdatabase siden 2011. I databasens årsrapport 2024, afrapporteres resultater fra 17 indikatorer, der generelt viser fremgang herunder en national målopfyldelse på 97 % for vurdering af selvmordsrisiko ved indlæggelse. Datagrundlaget for årsrapporten er 3593 indlæggelser samt godt 8000 ambulante patientforløb.
Databasen har i mange år målt på vurdering af depressionssværhedsgrad ved HAM-D17 i forbindelse med start og afslutning af indlæggelse og ambulant forløb. Den 1. januar 2025 blev der tilføjet endnu en HAM-D17-indikator: regelmæssig vurdering af ambulante patienter. Alle HAM-D17-indikatorerne er procesmål, dvs. der opgøres om proceduren foretages og om resultatet af vurderingen indberettes.
Som noget nyt i årsrapport 2024 har vi udvidet med beregninger af behandlingsrespons (andel af patienter, der under indlæggelsen har opnået en forbedring i score på mere end 50 %) og remission (andel af patienter, der har en HAM-D17-score på 7 eller derunder ved udskrivelse). Disse resultatmål viser gode resultater idet 63 % af indlagte patienter opnår behandlingsrespons, mens 42 % opnår remission.
På regionsniveau varierer ligger Region Syddanmark bedst med 72 % af de indlagte patienter, der opnår respons, og 58 % i remission. Lavest ligger Region Midtjylland med hhv. 52 % og 32 %.
Dog kommer de gode tal med et forbehold: Alt for få patienter får lavet HAM-D17-vurderinger - alle HAM-D17-indikatorerne ligger, trods fremgang de senere år, langt fra deres udviklingsmål på 95 % (HAM-D17-vurdering ved indlæggelse og udskrivelse, hhv. 43 og 36 %). Udover at det er et problem for den kliniske kvalitet, så begrænser det beregningsgrundlaget for respons og remission. Beregningen kræver parvise HAM-D17-vurderinger ved start og i afslutning af indlæggelse, hvilket i 2024 kun var tilfældet for 662 ud af 3486 patienter, svarende til under 20 % af de indlagte patienter. Det er uvist, om disse patienter er repræsentative for hele populationen.
Det er veldokumenteret at systematisk psykometri forbedrer den antidepressive behandling, og trods forbedringer det seneste år, er det således bekymrende, at det er færre end 50 %, der får foretaget HAM-D17 vurdering ved indlæggelse og udskrivelse samt under det ambulante forløb. Som følge heraf blev der på årets audit besluttet at gøre HAM-D17-vurderinger til et særligt fokusområde. Udover det åbenlyse sigte; at hæve behandlingskvaliteten for patienterne, så vil det også muliggøre valide og generaliserbare opgørelser af sværhedsgraden af depression for patienter, der er i behandling i hospitalsregi; både indlagte og ambulante.
På trods af metodiske begrænsninger tegner resultaterne et billede af, at en betydelig andel patienter får det bedre under indlæggelse og ambulant forløb –hvilket samtidig understreger behovet for styrket dokumentation.
Årsrapporten har været i kommentering hos alle regioner.
Hele årsrapporten kan læses på sundk.dk: https://www.sundk.dk/kliniske-kvalitetsdatabaser/dansk-depressionsdatabase-ddd/viden-fra-databasen/