Resultat fra årsrapporten, 1. januar – 31. december 2024.
Dansk Diabetes Database fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK).
Det fremgår af årsrapporten at der for flere kvalitetsindikatorer har været en positiv udvikling siden databasen offentliggjorde den første datakvalitetsrapport i 2023. På nationalt niveau ses en generel stigning i andelen af patienter, der kommer i mål med HbA1c og en stigende andel af personer med type 2 diabetes og kendt hjertekarsygdom, der behandles med organbeskyttende lægemidler (SGLT2 hæmmere eller/og GLP1 agonister). Den positive udvikling i behandlingskvaliteten skyldes bl.a. skærpede nationale retningslinjer om medicinsk behandling og stærk stigning i udbredelsen af de nye teknologier og rekommandationer. Styregruppen har en forventning om at der også på andre områder vil være fortsatte forbedringer og er enedes om at justere flere udviklingsmål allerede nu.
En af databasens vigtige opgaver er at følge behandlingskvaliteten på tværs af landet og behandlingsenheder. For personer med type 1 diabetes ses fortsat store regionale forskelle på andelen, som opfylder målet om en HbA1c under eller lig 53 mmol/mol, med variation fra 29% i Region Nordjylland til 38% i Region Midtjylland for voksne med type 1 diabetes og fra 52% i Region Hovedstaden til 69% i Region Nordjylland for børn og unge med diabetes. Det er håbet, at man i regionerne vil sætte fokus på at nedbringe den store regionale forskel, med blandt andet fokus på adgang til ny teknologi for både børn og voksne. (se figur)
For personer med diabetes type 2 har 72% en HbA1c under eller lig 53 mmol/mol, med minimal regional variation. Blandt patientgruppen der kontrolleres i sygehusambulatorierne er der som forventet lavere andel med god blodsukkerkontrol, end blandt patienter i almen praksis. Dette tolkes som en konsekvens af, at kun patienter med kompleks sygdom bør kontrolleres i sygehusregi og derved udtryk for at relevante patienter henvises fra praksis til sygehusambulatorierne.
I denne årsrapport kan vi for første gang se på forekomsten af kroniske og akutte komplikationer hos personer med diabetes. Dels de makrovaskulære komplikationer, og dels de diabetes specifikke mikrovaskulære komplikationer i øjne, nyrer og nerver. Formålet med diabetes behandling og kontrol er overordnet at nedbringe forekomsten af disse komplikationer, og det er derfor vigtigt at udviklingen følges.
Rapporten omhandler alle personer med diabetes i Danmark pr 31.12.2024, heraf 367.701 med type 1 eller 2 diabetes. Populationen dannes på baggrund af flere nationale registre. Det vurderes, at den anvendte algoritme er tilstrækkelig valid, da de fleste patienter findes i flere registre. Der pågår dog fortsat en validering af enkelte mindre grupper for at sikre, at alle har diabetes og typen klassificeres korrekt.
Årsrapporten har været i kommentering hos alle regioner.