Resultat fra årsrapporten 1. januar – 31. december 2023. Dansk Hjertestopregister fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).
Overlevelse efter hjertestop har i en årrække været stigende, men er siden 2016 stagneret. Der er en vis variation i antallet af hjertestop over tid, eksempelvis var der i 2023 447 hjertestop færre, end i 2022. Variationen er ikke forklaret i nogle af de supplerende analyser. Fordelingen på alder, køn og placering, er vist i tabel 1.
Overlevelsen efter hjertestop i Danmark er fortsat høj sammenlignet med andre lande, trods stagneringen. Der ikke er nogen tvivl om at en tidlig indsats er meget væsentlig for overlevelsen. Der er derfor siden 2017 etableret et organiseret overblik over opsatte hjertestartere med det formål at muliggøre tidlig iværksættelse af genoplivning med hjælp fra almenbefolkningen. Derudover sker der fortsat en udvikling i graden af avanceret behandling som tilbydes præhospitalt og på hospitalerne. Særligt for det præhospitale har man siden 2016 arbejdet på en intensiv oprustning af kompetenceniveau hos reddere og paramedicinere.
I den aktuelle årsrapport præsenteres for første gang antal overlevere et år efter hjertestop. Vi ved, at en tidlig indsats er væsentlig for den langsigtede prognose, og det viser sig tydeligt i tallene, at hvis man overlever et hjertestop efter 30 dage, så lever man fortsat et år efter hjertestoppet. I 2022 var 699 personer i live 30 dage efter hjertestop, og heraf var altså de 633 også i live efter et år.
Tilsvarende var overlevelsen ved ankomst til sygehus i gruppen sidste år 1.345. Ud af disse patienter, var 699, svarende til 52%, fortsat i live efter 30 dage. I den aktuelle population (hjertestop i løbet af 2023) var 1.189 i live ved ankomst til hospitalet og heraf var 644 i live 30 dage senere. Der var ingen betydende regional forskel på overlevelsen efter et år.
Den overordnede prognose efter hjertestop er ikke god. Dog er prognosen for den gruppe af patienter med hjertestop, som er bevidnet af lægmand eller sundhedsprofessionel, og hvor den først målte hjerterytme er stødbar, ganske god. I den aktuelle årsrapport (Hjertestop i 2023), var 299 af patienter ud af 494 hjertestop med disse karakteristika i live ved ankomst til hospitalet (60,6%). Heraf var 223 (45,1%) fortsat i live efter 30 dage. Årsagen til, der måles på denne gruppe af patienter som en særskilt gruppe, er at det giver mulighed for international sammenligning.
Idet den første hjælp anses for meget vigtig for overlevelsen vil Styregruppen gerne betone vigtigheden af at borgerne træder til og hjælper, når nogle falder om samt forbedrer kvaliteten af den tilbudte hjælp ved at flere deltager i genoplivningskurser.
Databasen er i gang med at udvikle nye indikatorer, der fokuserer på processer hvor det er muligt at iværksætte forbedringstiltag. Det er bl.a. indikatorer der skal vurdere kvaliteten af den tidlige indsats i 112-vagtcentralen og ved ankomst til sygehus.
Årsrapporten har været i kommentering hos alle regioner.
Hele årsrapporten kan læses på sundhed.dk (https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/kvalitet/kliniske-kvalitetsdatabaser/hjerte-kar-sygdomme/hjertestopregister/