Skip to main content

Dansk Hoftealloplastik Register (DHR): nye indikatorer for alvorlige komplikationer

Infektion og luksation er alvorlige komplikationer efter total hoftealloplastik (THA). De medfører ubehag for patienten, risiko for ny komplikation og reoperation, samt nedsætter patientens funktion og livskvalitet. De er derfor vigtige at monitorere.

Styregruppens medlemmer for 2023-rapporten: Søren Overgaard (formand), Peter Horstmann, Martin Lamm, Mogens Laursen, Manuel Bieder, Morten Bøgehøj, Claus Varnum, Linda Koldsgaard, Nanna Kæstel Petersen, Flemming Wilkens, Inger Mechlenburg, Sanne Opstrup Villekjær, Pernille Iversen & Troels Mark-Christensen. Interessekonflikter: ingen

20. jan. 2025
3 min.

Resultat fra årsrapporten, 1. januar – 31. december 2023. 
Dansk Hoftealloplastik Register fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

Infektion og luksation er alvorlige komplikationer for patienten og en byrde for afdelingerne og samfundet. Styregruppen har igennem flere år arbejdet på at få gjort måling af disse komplikationer til indikatorer, som nu er inkluderet i 2023 rapporten. Vi monitorerer nu alle landets afdelinger for at sikre tilfredsstillende behandlingskvalitet efter total hoftealloplastik (THA).

Begge indikatorer er udviklet på baggrund af forskningsprojekter og to ph.d.-afhandlinger (se kapitel 7: ’Forskning’ i årsrapporten for 2023). Infektion og luksation bygger på algoritme fra hhv. Per Gundtofts og Lars Lykke Hermansens afhandling.

I 2023 fik 14.350 danskere indsat en THA. Dette er det største antal operationer i Danmark nogensinde.

Infektion.

Infektioner registreres som andelen af operationer, der indenfor et år er reopereret pga. infektion eller er diagnosticeret med 2 eller flere positive dyrkninger fra biopsier taget ved reoperation. Indikatoren er specifik for grundlidelse primær artrose, pga. ønsket om at standardisere, da f.eks. en operation hos en fraktur patient har en større infektionsrisiko. Registreringerne sker ved kobling af data med ’Healthcare-Associated Infections Database (HAIBA) og den danske mikrobiologidatabase (MIBA).

Set på landsplan er 1,2 % af patienterne registreret med infektion efter et år, varierende fra 0,7 % i Region Midtjylland til 2,3 % i Region Sjælland. Der er afdelinger som ligger meget lavt og er registreret med 0 infektioner og andre på omkring 3 %.

Luksation.

Luksationer er inddelt efter diagnose nemlig grundlidelser artrose og fraktur. Indikatoren registreres som andelen af patienter, der lukserer indenfor et år efter operationen.

Figur

Trendgraf på regionsniveau for indikator 5A: andel af primær THA med grundlidelse artrose der lukserer indenfor et år. Bemærk at flere regioner ligger rimeligt stabilt igennem årerne. Midtjylland og Syddanmark ligger lavt i hele perioden, mens Hovedstaden og Nordjylland ligger højere sammen med privathospitalerne.

På landsplan er hhv. 2,7 % og 6,5 % registreret med luksation for artrose og fraktur patienter. For artrose patienter varierer det regionalt fra 0,9 % i Region Midtjylland til 4,3 % i Region Nordjylland. På afdelingsniveau varierer tallet fra 0 % til 0,5 % og helt op til 9,7 %. For frakturpatienter er der store variationer pga. små tal.

Audit

For både infektion og luksation drejer det sig om små tal, hvorfor det er vigtigt, at man følger indikatoren over flere år og ser på mønstre. Afdelingerne skal reagere på disse mønstre igennem audits, som alle afdelinger er forpligtigede til at gennemføre, med henblik på at afdække kvalitetsbrist og minimere risikoen for infektion og luksation efter THA.

Årsrapporten har været i kommentering hos alle regioner.