Under implementeringen er det blevet tydeligt, at begrebet skrøbelighed (frailty) kan give udfordringer - særligt omkring forståelsen og anvendelsen. Styregruppen har desuden erfaret, at CFS i visse sammenhænge anvendes i behandlingsalgoritmer, som grundlag for om en given behandling tilbydes eller ej. En sådan anvendelse indebærer en risiko for skrøbelighedsdiskrimination, hvor skrøbelighed i sig selv udelukker patienter fra meningsfuld behandling, rehabilitering eller inddragelse. Tilsvarende er aldersdiskriminering et udbredt og ofte usynligt fænomen, hvor ældre udsættes for negativ forskelsbehandling på grund af høj alder; fx at behandling begrænses, ekskludering fra forskning, eller at sundhedspersonale - ofte ubevidst - kommunikerer på måder, der underminerer den ældre patients værdighed og selvbestemmelse. Stereotyper baseret på alder kan blive så indgroede, at de opfattes som naturlige. De negative konsekvenser af aldersdiskriminering er veldokumenterede og omfatter forringet fysisk og mental sundhed, længere restitutionstid og øget dødelighed. Styregruppen vil på det kraftigste påpege, at CFS ikke er udviklet til at træffe beslutninger om behandlingsvalg. CFS er ikke valideret til at stå alene, helt ækvivalent til, at alder heller ikke kan stå alene.