Der er de senere år kommet nye behandlinger, der kan hæmme forværring i kronisk nyresygdom med albuminuri eller diabetes i form af SGLT2-hæmmere, GLP1-analoger og aldosteron-antagonister. Dette kan have bidraget til en faldende incidens af nye, kroniske dialysepatienter fra 707 nye patienter per år i 2017 til 573 i 2023. Dette på trods af ændret demografi med flere ældre patienter og et stigende antal patienter med diabetes. I forhold til det sidste bemærkes specielt, at antallet af patienter med dialysekrævende diabetisk nyresygdom har ligget stabilt på trods af den stigende diabetesprævalens.