Skip to main content

Dansk Nefrologisk Selskabs Landsregister: Nyretransplantation i Danmark 1995-2024

DNSL registreres behandling i form af dialyse og nyretransplantation hos patienter med kronisk nyresvigt. Antal patienter med et fungerende nyretransplantat er stigende og andelen af patienter med fungerende nyretransplantat efter 5 år er 86%.

Styregruppens medlemmer: Helle Charlotte Thiesson, Henrik Birn, Henry Jensen, Jesper Moesgaard Rantanen, Kristine Hommel, Mathilde Pedersen, Søren Schwartz Sørensen, Vibeke Dahl Andersen. Interessekonflikter: ingen.

6. okt. 2025
3 min.

Resultat fra årsrapporten, 1. januar – 30. september 2024.

Dansk Nefrologisk Selskabs Landsregister (DNSL) fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK).

Data indberettes fra alle 14 nefrologiske hospitalsafdelinger i Danmark. Der findes ikke private dialyse- eller nyretransplantationscentre i Danmark og kun få nyretransplanteres i udlandet. Kompletheden af indberetning er høj, ca. 95%. Herunder præsenteres udvalgte resultater fra årsrapporten 1/1 – 30/9 2024. Afrapporteringsperioden er begrænset til 9 måneder pga. skift i indberetningssystemet ultimo 2024.

Fra 1/1 - 30/9 2024 blev 188 patienter transplanteret med deres første nyre. Af disse modtog 29% en nyre fra en levende donor og 23% havde ikke været i dialyse før transplantation. Ca. 1/3 var kvinder svarende til kønsfordelingen blandt dialysepatienter. Medianalderen var lavere end for nye dialysepatienter (53 vs. 66 år). Også andelen med diabetes som årsag til nyresvigt var lavere blandt førstegangstransplanterede end nye dialysepatienter (10% vs. 26%), mens en større andel af førstegangstransplanterede havde glomerulonefritis eller arvelig nyresygdom som årsag til nyresvigt sammenlignet med nye dialysepatienter (30% vs. 14% hhv. 20% vs. 7%). Ikke overraskende havde førstegangstransplanterede mindre komorbiditet end nye dialysepatienter.

Data fra Scandiatransplant viser, at antallet af nyretransplantationer er steget fra 150-200 årligt i 1990’erne til 305 i 2024. Endvidere accepteres flere ældre recipienter og donorer +65 år. Donation efter cirkulatorisk død (DCD) indførtes i Danmark i 2023 og i 2024 blev i alt 55 patienter transplanteret med nyre fra DCD-donor svarende til ca. 25% af alle nyrer fra afdøde donorer

Antallet af patienter, der lever med en fungerende, transplanteret nyre er fortsat stigende fra godt 1000 i 1995 til nu godt 3500. Foruden en stigning i antallet af transplantationer synes dette også bl.a. betinget af, at andelen af nyretransplanterede, som fortsat har funktion af den transplanterede nyre efter 10 år, er steget fra 1995 frem til midt 00’erne. (Figur1)

Blandt de 1124 førstegangsnyretransplanterede patienter i perioden 2018-2023 havde 86% fortsat nyrefunktion efter 5 år. Der var ikke forskel mellem de 3 transplanterende centre. 5-års overlevelsen på landsplan var 90%.

Figur 1: Nyregrafttab 5 år efter nyretransplantation i Danmark 2019-2023

Med datafangst fra Laboratoriedatabasen og Landspatientregisteret er DNSL i gang med en udvidelse af populationen. Udvidelsen omfatter patienter med kronisk nyresygdom fulgt i nefrologiske ambulatorier, som ikke er i behandling med dialyse eller nyretransplantation. Algoritmen til identifikation af patienterne blev valideret ved journalgennemgang. I alt 31044 patienter blev identificeret i 2023. Prævalensen var højest i Region Sjælland. Kvinder udgjorde 41% og 70+ årige 56%. Udvidelsen af DNSL vil kunne bidrage med oplysninger om patientforløbene frem til nyresvigt samt kaste lys over faktorer, som påvirker antallet af dialysepatienter og nyretransplanterede.

Årsrapporten har været i kommentering hos alle regioner.