Resultater fra årsrapporten, 1. januar – 31. december 2023.
Dansk Prostatakræft Database fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).
Målopfyldelsesgraden i årets indikatorrapport indikerer, at varetagelsen af prostatacancerområdet grundlæggende ligger på et stabilt og mellem regionerne ensartet niveau af høj kvalitet. Der findes til trods for dette på flere områder behov for et fokus på forbedringstiltag.
Implementeringen af den sterile transperineale biopsiadgang (Figur 1a) anses, ligesom den resulterende overbevisende nedgang i biopsirelaterede indlæggelser (Figur 1b), for yderst lovende. Det er aktuelt vigtigt at sikre en ensartet høj grad af implementering ved anvendelse af en stigende andel af transperineale biopsier i samtlige regioner og deres afdelinger.
MR-aktiviteten afspejler tilsvarende en efterhånden opfyldt implementering af den nye diagnostiske strategi, og landsgennemsnittet for det aktuelle udviklingsmål er næsten opfyldt. Men på lokalt niveau er der fortsat meget stor forskel på anvendelse af den diagnostiske MR-skanning. Andelen af patienter, som tilbydes den anbefalede diagnostiske strategi, spænder fra 29% til 75% blandt de større behandlingscentre.
Med den indledende MR-skanning har man fået en ny og yderst central prædiktiv læsionsscore til anvendelse i forhold til bl.a. indikation for diagnostisk biopsi eller påvisning af sygdomsprogression hos patienter under observation (active surveillance). Kvaliteten af den nye og meget ressourcekrævende diagnostiske strategi kan imidlertid ikke monitoreres uden indberetning af den radiologiske 5-trins PI-RADS læsionsscore, hvilket aktuelt desværre kun praktiseres i to af landets regioner. Det anbefales derfor, at såvel anvendelse af den diagnostiske MR-skanning som indberetning af den tilhørende PI-RADS score bliver ensartet høj i hele landet.
Årsrapporten har været i kommentering hos alle regioner.
Årsrapporten er i år for første gang lagt til rette som en webside, som kan tilgås på https://rkkp-data.dk/aarsrapporter.