Skip to main content

Dansk Renal Cancer Database. Fortsat fokus på minimal invasiv kirurgi

Multidisciplinær team (MDT) konference er ny kvalitetsindikator.

Styregruppens medlemmer: Lars Lund, Anne Kirstine Møller Darras, Anette Pedersen Pilt, Helle Westergren Hendel, Kirsten Madsen, Malene Lundsgaard, Mette Lind Holm, Mette Nørgaard, Morten Jønler, Niels Fristrup, Niels Viggo Jensen, Ulla Germer, Ulla Møldrup, Søren Petersen (patientrepræsentant), Monika Madsen, Heidi Larsson og Else Helene Ibfelt. Interessekonflikter: ingen

14. apr. 2025
3 min.

Resultater fra årsrapport 1. august 2023 – 31. juli 2024. 
Dansk Renal Cancer Database (DaRenCaData), Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK).

Formålet med databasen er at forbedre kvaliteten af diagnostik og behandling af nyrecancer i Danmark. DaRenCaData baseres på centrale datakilder (Landspatientregisteret og Landsregister for patologi). Der blev i aktuelle opgørelsesår diagnosticeret 1035 patienter med nyrecancer, hvoraf omkring 70% var mænd.

Overlevelsen efter nyrecancer er stigende i Danmark og ligger over internationalt niveau. Den aktuelle 1-års overlevelse ligger på 91% og 5-års overlevelsen er 71%. Der er sket en stigning i andelen af patienter diagnosticeret med små tumorer, som påvirker overlevelsen i positiv retning. Opgørelser fra databasen viser, at overlevelsen samtidig er øget for patienter med stadium III og IV som tegn på forbedrede behandlingsmuligheder og behandlingskvalitet for patienter med lokalt avanceret og metastatisk sygdom.

Behandlingen af nyrecancer er primært kirurgisk, og udviklingen er gået mod øget andel af nyrebevarende indgreb. Postoperativ mortalitet, komplikationer og reoperation ligger lavt og er på internationalt niveau.

For patienter, som fik foretaget nefrektomi, foregik 85% laparoskopisk (herunder robotassisteret), og dette er en markant stigning over tid. Der observeres dog regionale forskelle, hvor Region Hovedstaden og Region Midtjylland havde de lavest laparoskopiske andele, men samtlige regioner har vist en stigende udvikling. Især Region Hovedstaden har aktuelt forbedret resultatet, som bevæger sig opad mod udviklingsmålet på 80% (Figur 1).

Andelen af patienter med små (T1a) tumorer, som fik nefrektomi frem for nyrebevarende behandling var 13 %, lidt over udviklingsmålet, men med meget positiv udvikling over tid.

Andelen af endoskopisk eller ablativt behandlede patienter, der udskrives indenfor 3 dage efter indgrebet var 89% med nogen afdelingsvariation, hvor Rigshospitalet og Sygehus Lillebælt havde lavere andel end resten af landet, og styregruppen opfordrer til at dette er et fokusområde for afdelingerne i samarbejde med DaRenCa.

For anden gang er indikatorer for den onkologiske behandling af nyrecancer opgjort, og resultaterne viser stor grad af lighed på tværs af regionerne i andelen, der starter onkologisk behandling blandt patienter, som ses i onkologisk behandlingsregi.

Som noget nyt er Multidisciplinær team (MDT) konference inkluderet som indikator. På MDT træffes beslutningen om den behandling, som skønnes bedst for den individuelle patient. Der ses aktuelt regionale forskelle i gennemført MDT, fra 54% til 98% for ny-diagnosticerede patienter. Dette afspejler formentlig i nogen grad registreringspraksis af procedurer for MDT til Landspatientregisteret, og der bør være fokus på at opprioritere dette område for afdelinger, der ligger lavt.

Årsrapporten har været til kommentering i regionerne.