Skip to main content

Dansk Traumeregister: Akutsygehuse, høj kvalitet og gode data

Dansk Traumeregister (DTR) udvider dækningen til alle akutsygehuse og traumepatienter

Styregruppens medlemmer Morten Schultz Larsen, Anders Jordy, Christian Svane, Frederik Borup Danielsson, Jakob Klim Danker, Jens Lauritsen, Luis Ferreira, Marianne Toftegaard, Mikkel Andersen, Nikolaj Raaber, Nini Bundgaard Ringgren, Ole Brink, Søren Steemann Rudolph, Torben Lunde Mikaelsen, Anne-Kirstine Dyrvig, Helle Hulegaard Sørensen, Julie Andersen. Interessekonflikter ingen.

3. mar. 2025
2 min.

Resultat fra årsrapporten, 1. maj 2023 – 30. april 2024. Dansk Traumeregister fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK).

Dansk Traumeregister (DTR) har i det seneste år gjort store fremskridt for at sikre en mere omfattende og repræsentativ dækning af traumepatienter i Danmark. Tidligere har DTR primært inkluderet data fra landets fire højt specialiserede traumecentre i Aalborg, Aarhus, Odense og København, som i flere år har leveret behandling af ensartet høj kvalitet, der ligger på eller over internationalt niveau sammenlignet med TARN-UK (Trauma Audit & Research Network).

I år har der dog været en markant udvikling. For første gang er der udarbejdet en pilotrapport, der inkluderer data fra alle akutsygehuse i landet. Dette markerer et vigtigt skridt mod at sikre, at alle traumepatienter – uanset hvilket sygehus de modtager behandling på – bliver en del af registret.

Fra pilotrapport til fuld integration

Pilotrapporten markerer en milepæl i DTR’s historie, da databasen nu omfatter alle landets traumepatienter. Dette sikrer, at data fra både højt specialiserede centre og akutsygehuse er let tilgængelige og kan bruges direkte til at forbedre kvaliteten af den lokale traumebehandling.

Kodepraksis og læring

For at sikre, at alle akutsygehuse er godt rustede til at deltage, har styregruppen besluttet, at pilotrapporten forbliver intern i år. Det giver sygehusene tid til at tilpasse deres procedurer og sikre korrekt registrering af traumepatienter. Forudsætningen for at blive inkluderet i databasen er, at patienterne er registreret i Landspatientregisteret med procedurekoden BWST1F – Traumemodtagelse. Variationen i kodepraksis mellem sygehusene har gjort dette til et nødvendigt fokusområde, så systemet kan fungere optimalt fra næste år.

Fremtiden for Dansk Traumeregister

Fra næste år vil DTR publicere én samlet årsrapport, der inkluderer data fra alle landets akutsygehuse. Dette vil give et endnu mere nuanceret billede af traumebehandlingen i Danmark og skabe en stærk platform for fortsat udvikling. Ved at samle data fra både højt specialiserede centre og akutsygehuse bliver det muligt at identificere mønstre, dele viden og optimere behandlingen på tværs af hele landet.

Denne udvikling er et eksempel på, hvordan samarbejde og dataanvendelse kan styrke kvaliteten i sundhedsvæsenet og sikre, at patienterne får den bedst mulige behandling, uanset hvor i landet de behandles.

Årsrapporten har været i kommentering hos alle regioner.

Referencer

.