Skip to main content

Dårlig inhalationsteknik fører til flere akutte sygehuskontakter på grund af KOL-eksacerbation

I et fransk studie med næsten 3.000 patienter med KOL fandt man dobbelt så høj risiko for alvorlig eksacerbation blandt de patienter, der havde dårlig inhalationsteknik fra deres forebyggende inhalator, som blandt de patienter, der havde god inhalationsteknik.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

13. mar. 2017
3 min.

Den medicinske behandling af patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) har til formål både at lindre åndenød og at forebygge eksacerbationer. Medicinen skal indtages som inhalation, og der findes på markedet ca. 25 forskellige typer inhalatorer. Det er velkendt, at mange patienter har problemer med at inhalere korrekt, og der bruges mange ressourcer på at vælge den rigtige inhalator til den enkelte patient. I en ny undersøgelse med 2.935 franske patienter med KOL har man undersøgt, om der er sammenhæng mellem dårlig inhalationsteknik og risikoen for akut hospitalskontakt på grund af KOL-eksacerbation. I alt kunne ca. 30% af patienterne ikke håndtere deres inhalator korrekt, og en opfølgning af kohorten viste, at disse patienter havde en ca. dobbelt så høj risiko (OR: 1,9 (95% konfidens-interval: 1,1-3,0)) for hospitalskrævende eksacerbation som patienterne med korrekt inhalationsteknik.

Overlæge Anders Løkke, Lungemedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »Studiet bekræfter vores viden fra klinikken om, at der er stor forskel på at tage tabletter og inhalationsmedicin, og at man ikke bare kan substituere inhalatorer, da det er rigtig svært for patienterne at tage deres inhalationsmedicin rigtigt. Det kræver grundige og gentagne instruktioner, som man også ender med at konkludere i studiet. I dette studie anvendte kun ca. 25% af patienterne deres inhalator helt korrekt, og ca. halvdelen lavede, uafhængigt af den givne inhalator, klassiske fejl, såsom ikke at tømme lungerne for luft inden inhalation, at inhalere gennem næsen i stedet for munden og at glemme at holde vejret i nogle sekunder efter endt inhalation. Man kan altid diskutere, hvad der er en kritisk fejl ved inhalationen, men det er alligevel tankevækkende, at antallet af fejl stiger jo mindre information og vejledning, patienterne har modtaget, og at man kan se en sammenhæng mellem inhalationsteknik og akutte eksacerbationer. Det understreger behovet for et større fokus på dette underprioriterede emne.

Inhalationsmedicin virker ikke hos patienter, som ikke kan få det ned i deres lunger«.

Molimard M, Raherison C, Lignot S et al. Chronic obstructive pulmonary disease exacerbation and inhaler device handling: real-life assessment of 2935 patients. Eur Respir J 2017;49:1601794.

Interessekonflikter: Anders Løkke har deltaget i advisory boards, holdt foredrag samt deltaget i kongresser og sponsorerede kurser/undervisning for Almirall, AstraZeneca, Boehringer Ingelheim, Chiesi, GlaxoSmithKline, Norpharma, Novartis og Teva og holdt foredrag for og deltaget i kurser/undervisning sponsoreret af InterMune, Nycomed/Takeda, Orion Pharma og Pfizer. Han har endvidere siddet i diverse arbejdsgrupper, inkl. RADS for KOL, under Sundhedsstyrelsen og RegionMidt samt i bestyrelsen i Dansk Lungemedicinsk Selskab og Danmarks Lungeforening.