Debut af type 1-diabetes efter behandling med onlineordineret semaglutid

Semaglutid er en GLP-1 receptoragonist (GLP-1RA) godkendt til behandling af adipositas. Lægemidlet, oprindeligt udviklet til behandling af type 2-diabetes (T2DM), fremmer vægttab via appetitreduktion og forsinket ventrikeltømning. Introduceret i Danmark i december 2022 havde semaglutid ifølge Sundhedsdatastyrelsen i 2024 175.844 brugere i primærsektoren, inkl. ikkepersonhenførbart salg [1].

Kasuistikken beskriver en patient, der udviklede type 1-diabetes (T1D) efter opstart af semaglutid via en onlineklinik.

Sygehistorie

En 49-årig kvinde, tidligere rask og uden kendt familiær disposition til hverken type 1- eller 2-diabetes, blev opstartet i semaglutid mod overvægt via en privat onlineklinik. Behandlingen blev initieret efter en kort videokonsultation samt selvrapporterede oplysninger om vægt (84 kg), BMI (29,4 kg/m²) og fravær af risikofaktorer. Der blev ikke foretaget klinisk undersøgelse eller biokemisk screening forud. Seneste HbA_1c fra fire år tidligere var normalt (38 mmol/mol).

Behandling blev påbegyndt med 0,25 mg ugentligt og øget til 1 mg. Vægttabet var initialt ca. 2,5 kg/måned og steg til 10 kg i 6. måned, hvor patienten også havde en uges sygdom med feber, muskelsmerter og træthed. Fra fjerde måned opstod tørst, polyuri og sløret syn. På grund af udtalt almen svækkelse blev patienten henvist til akutmodtagelsen af egen læge.

I akutmodtagelsen var patienten klinisk stabil, objektiv undersøgelse upåfaldende og biokemi ikke forenelig med ketoacidose eller hyperosmolær hyperglykæmi. Diagnosen T1D blev stillet på baggrund af biokemiske fund (Tabel 1), og patienten blev opstartet i langtidsvirkende insulin og henvist til endokrinologisk opfølgning.

Diskussion

I det aktuelle tilfælde blev semaglutid ordineret til en patient med BMI under den anbefalede grænse for farmakologisk vægttabsbehandling uden ledsagende komorbiditeter, forudgående udredning eller efterfølgende klinisk opfølgning. Patienten udviklede gradvist symptomer på metabolisk dysregulation, som ikke blev genkendt som tegn på begyndende hyperglykæmi.

Udredningen viste nyopstået autoimmun diabetes med forhøjede glutamatdecarboxylase-65 (GAD65)-antistoffer og C-peptid i nedre referenceområde, hvilket er foreneligt med T1D. Det diagnostiske billede kunne umiddelbart rejse mistanke om latent autoimmun diabetes hos voksne (LADA), som ofte har et snigende forløb og initialt kan forveksles med T2DM. Dette svækkes dog af, at patientens HbA_1c var helt normal (38 mmol/mol) fire år før debut. Havde HbA_1c på dette tidspunkt været højere, f.eks. > 42 mmol/mol, kunne det have tydet på en længere prædiabetisk fase og dermed styrket mistanken om LADA. Det normale HbA_1c-niveau taler således imod en snigende sygdomsudvikling og understøtter snarere et akut eller subakut sygdomsforløb.

Nye studier tyder på, at GLP-1RA kan påvirke betacellefunktion og forsinke T1D-debut i præsymptomatiske faser [3]. Der er endvidere rapporteret tilfælde, hvor semaglutid som tillæg til insulin har stabiliseret C-peptid [4], men der er ikke fundet lignende forløb beskrevet i litteraturen. Det Europæiske Lægemiddelagentur har heller ikke rapporteret T1D som en kendt bivirkning til semaglutid [2].

Semaglutid er mest udbredt i aldersgruppen 45-64 år [1], hvor incidensen af T1D er lav. Carstensen et al. har vist, at incidensen af T1D i Danmark er faldet med ca. 3,5% årligt gennem de seneste 20 år med stigende incidens hos personer under 25 år og faldende i ældre aldersgrupper, herunder lavere forekomst hos kvinder omkring 60 end 40 år, hvilket understøtter en lav risiko i den aldersgruppe, hvor semaglutid typisk anvendes [1, 5].

Kasuistikken beskriver et hidtil ikke rapporteret forløb. På baggrund af eksisterende studier og fraværet af dokumenteret sammenhæng vurderes det, at sygdomsdebuten mest sandsynligt er et tilfældigt sammenfald med opstart af semaglutidbehandling. Forløbet rejser kliniske og etiske spørgsmål om patientselektion til semaglutid i digitale konsultationer og risikoen for overset autoimmun diabetes.

I et digitaliseret sundhedsvæsen, hvor flere patienter modtager behandling via onlinekonsultationer, er der behov for klare retningslinjer, biokemisk screening og systematisk opfølgning og patientuddannelse i symptomer på hyperglykæmi. Forløbet understreger vigtigheden af høje kvalitetsstandarder og patientsikkerhed – også ved behandlinger, der betragtes som rutine.