Skip to main content

Den højere selvmordsrate blandt læger er kønsspecifik

Det har længe været kendt, at læger har en højere selvmordsrate sammenlignet med den generelle befolkning. En ny undersøgelse har opgjort selvmordsraten blandt læger fra 1960 imellem køn.

Redigeret af Camilla Dalby Hansen, Camilla.Dalby.Hansen@rsyd.dk

4. dec. 2024
2 min.

Selvmordsrisikoen påvirkes af individuelle faktorer som f.eks. psykiske sygdomme, men også socioøkonomiske forhold som erhverv kan spille en vigtig rolle. En ny undersøgelse har nu opgjort selvmordsrisikoen blandt læger siden 1960. Mandlige læger har i nyere internationale opgørelser en lavere selvmordsrate end tidligere. Kvindelige læger har fortsat en øget selvmordsrisiko.

Annette Erlangsen, forskningsleder, Danish Research Institute for Suicide Prevention, Region Hovedstadens Psykiatri, kommenterer: »En metaanalyse udført med data fra 20 lande viser, at selvmordsraten blandt læger er faldende. Mandlige læger har i nyere tid haft en lavere selvmordsrate end baggrundsbefolkningen med en rateratio [RR] på 0,8 og 95% konfidensinterval [KI]: 0,7-0,9, dog stadig højere end andre erhverv med samme socioøkonomiske niveau. Nyeste opgørelser viser en ca. 20%, RR = 1,2 og 95% KI: 1,0-1,6, højere selvmordsrate blandt kvindelige læger end i baggrundsbefolkningen trods en halvering af raten i forhold til tidlige undersøgelser. Ud over den følelsesmæssige belastning er lægers adgang til medicin og faglige viden bidragende faktorer til en højere sandsynlighed for en dødelig udgang på selvmordshandlinger. Seneste danske opgørelse med data fra 1991–1997 viste, at læger havde en 2,7 gange højere dødelighed af selvmord sammenholdt med skolelærere, jf. Agerbo et al, 2007. Opdaterede resultater fra danske data forventes publiceret i 2025«.

Du kan kontakte Livslinien på 70 201 201, hvis du er selvmordstruet eller har en anden svær problematik, som du har brug for rådgivning til, eller som du kan have svært ved at fortælle til andre. Livsliniens telefonrådgivning er også for pårørende og efterladte til selvmord.

Interessekonflikter ingen