Den middelalderlige spedalskhedsepidemi i Danmark

Denne disputats udgår fra Syddansk Universitet, Retsmedicinsk Institut, Antropologisk Afdeling (ADBOU)

Palæopatologien tillader sjældent en sikker diagnose af en specifik sygdom på et menneske, der levede og døde i en fjern fortid. Dette er naturligvis et erkendelsesteoretisk problem, men det har ikke de store konsekvenser for den enkelte, for vedkommende er under alle omstændigheder uden for terapeutisk rækkevidde. Denne tingenes tilstand har gjort det nødvendigt at udvikle en metode, der på befolkningsplan kan oversætte frekvenser af observerbare læsioner til skøn over sygdommens (spedalskhedens) hyppighed. Denne metode har mange lighedspunkter med den moderne screeningsepidemiologi. Og den har gjort det muligt at beregne sensitivitet og specificitet for syv spedalskhedsrelaterede læsioner, som umiddelbart kan observeres på middelalderlige skeletter.

På et generelt plan viser det sig, at hyppigheden af spedalskhed blandt voksne begravet på middelalderlige landsbykirkegårde varierede mellem 25 og 45%, mens den blandt voksne begravet på kirkegårde fra de store middelalderlige byer var betydeligt lavere, mellem 0 og 17%. St. Jørgensgårdene var spedalskhedsinstitutioner, og de lå gennemgående i byerne. Deres kirkegårde udgør naturligvis undtagelser, idet de fleste - muligvis alle - de begravede led af spedalskhed.

I store byer (Odense og Malmö) forsvandt spedalskheden i løbet af første halvdel af 1300-tallet. Dette skete inden for det første halve århundrede efter, at St. Jørgensgårdene var blevet etableret, så det er sandsynligt, at det brud på smittekæderne, som karantænen på en St. Jørgensgård betød, blev afgørende for epidemien i byerne.

På landet vedblev spedalskheden at være et problem for folkesundheden i to århundreder længere, og her var andre mekanismer formentlig årsagen til dens forsvinden i løbet af 1500-tallet. Tidsmæssigt falder spedalskhedens ophør med at være et folkesundsproblem sammen med væksten i studedriften, så det er muligt, at denne transport af levende kvæg har forårsaget spredning af kvægtuberkulose (Mycobacterium bovis - den aktive substans i calmettevaccinen mod tuberkulose), og at den immunologiske krydsreaktion mellem M. leprae (årsagen til spedalskhed), M. tuberculosis og M. bovis har forårsaget en naturlig vaccination i landbefolkningen og dermed har elimineret spedalskheden i Danmark.