Depression og rygsmerter - en giftig cocktail

Vi har i mange år vidst, at længerevarende smerter ofte er forbundet med depression. Det angives, at depression forekommer hos 30-54% af kroniske smertepatienter, og i et stort populationsbaseret studium [1] har man påvist, at depression forekommer 6,2 gange hyppigere hos personer med længerevarende rygsmerter (> 1/2 år) end hos befolkningen uden rygsmerter. Yderligere kunne det i samme undersøgelse påvises, at depression forekom tiltagende hyppigt med tiltagende smerteintensitet, således at depression syntes at foreligge hos over 25% af dem, som havde svære rygsmerter.

I en dansk kohorteundersøgelse blev det ved langtidsopfølgning sandsynliggjort, at den psykiske påvirkethed var betinget af rygsmerterne og ikke omvendt [2]. I mange undersøgelser er den psykiske status blevet vurderet, efter smerterne var opstået, og har vist sig at være af væsentlig betydning for, om der udvikles kroniske smerter. Men den psykiske påvirkethed kan da være betinget af smerterne, hvorfor det igen kan være vanskeligt at afgøre, om det er smerterne eller den psykiske påvirkethed, som kommer først.

I to tidligere studier er den psykiske status imidlertid blevet vurderet, før rygsmerterne opstod. I det ene studium [3] med yngre raske, overvejende kvinder, som ikke tidligere havde haft rygproblemer, fandt man, at tilstedeværelse af somatisering eller depression var en beskeden, men statistisk signifikant risikofaktor for, om der opstod rygsmerter i løbet af de næste halvandet år. I det andet studium [4] kunne man påvise, at psykisk stress (distress ) var en af flere risikofaktorer for, at smerterne blev længerevarende og medførte nedsat funktionsniveau det efterfølgende år.

Resultaterne af en stor epidemiologisk undersøgelse fra 2004 [5] har nu kastet yderligere lys over problemstillingen: depression og rygsmerter, hvad kommer først? I alt 790 individer med ingen eller ubetydelige rygsmerter blev fulgt i 12 måneder. Af disse fik 89 moderate eller svære (troublesome ) ryg- eller nakkesmerter. Risikoen for at få nakke- eller rygsmerter var fordoblet, hvis man havde depressive symptomer, hazard rate ratio (HRR): 1,87 (1,10-3,19), i ugen før basisdata blev indsamlet. Hvis man havde svære depressive symptomer, var risikoen firedoblet, HRR: 3,97 (1,81-8,72). I undersøgelsen blev der korrigeret for talrige mulige konfoundere, specielt den generelle helbredstilstand og ingen eller lette rygsmerter ved indgangen i studiet samt akutte belastningsrelaterede rygsmerter under forløbet.

Det kunne konkluderes, at depression er en væsentlig og uafhængig risikofaktor for betydende nakke- eller rygsmerter det følgende år.

Hvad kan vi så bruge denne undersøgelse til?

For det første bidrager den til at forklare det fænomen, man undertiden oplever i et rygambulatorium, nemlig at patienten på spørgsmål om depression svarer nej, vedkommende følte sig deprimeret for 1-2 år siden, men ikke nu, hvor det kun er smerterne, der er et problem.

For det andet dokumenterer den for første gang entydigt, at depressive symptomer kan forudgå ryg- og nakkesmerter. Mekanismen er foreløbig uafklaret, men man kunne overveje, om nedsat fysisk aktivitetsniveau hos depressive kunne have betydning. En anden mulig forklaringsmodel kunne være en ændret funktion af nervesystemet, inklusive den smerteformidlende del af nervesystemet, betinget af depressionen.

For det tredje understreger den endnu en gang vigtigheden af at være opmærksom på forekomsten af depression hos patienter med langvarige smerter, specielt ryg- eller nakkesmerter. Dermed være ikke sagt, at antidepressiv behandling nødvendigvis løser problemet, men det kan ikke udelukkes, at antidepressiv behandling kan være en nødvendig forudsætning for, at tilstanden kan bedres.

For det fjerde kan det i diskussionen om subklassifikation af nonspecifikke rygsmerter give anledning til at foreslå en væsentlig selvstændig kategori, nemlig nonspecifikke rygsmerter + depression (inklusive tidligere depression).